Nansen og Johansen

Hvis man har lyst til at læse historien om Fridtjof Nansen og Hjalmar Johansens forsøg på at nå Nordpolen i 1893-1896, så skal man ikke læse Klaus Rifbjergs roman ”Nansen og Johansen”.

Har man derimod lyst til at læse om den indre udvikling af en mand, fra han som lille dreng opdager, at han kan noget særligt på ski, til han som voksen kommer med på Nansens nordpolsekspedition, så bør man gribe fat i Rifbjergs bog.

Rifbjerg starter med at fortælle om Hjalmar Johansens opvækst. Som 5-årig får han sine første ski, og han udvikler sig hurtigt til at blive en dygtig skiløber. Også i skolen yder han noget ud over det sædvanlige, og ved hjælp af præstens overtalelse ender Hjalmar først på latinskolen og siden med en studentereksamen.

Efter eksamen bliver han indkaldt som soldat, og det viser sig at være noget, han egner sig fortrinligt til. Han føler sig hjemme i det anonyme og monotone væsen og har fine evner på skydebanen. Alligevel er han i tvivl, da han bliver indstillet til forfremmelse, for indeni har han en følelse af, at det ikke er det, der er bestemt for ham. Så selvom han i første omgang takker ja, så siger han nogen tid senere op. Han har fundet sit mål i aviserne, som hele vinteren har skrevet om bygningen af Fram og Nansens nordpolsekspedition. Her vil han med!

Nærmest ved et tilfælde lykkes det ham at få en plads som fyrbøder på Fram, en stilling han dog avancerer fra, da først ekspeditionen er i gang. Den sidste halvdel af romanen handler om selve ekspeditionen, men Rifbjerg bruger som nævnt mest den historiske baggrund som en kulisse til at udforske mandepsyken i.

Jeg har stort set ikke læst noget af Klaus Rifbjerg før, udover den obligatoriske ”Den kroniske uskyld” i skolen, men da jeg læste omtalen af ”Nansen og Johansen”, tænkte jeg, at her var måske et sted at starte. Især fordi den historiske del er noget, der interesserer mig. Derfor var det først lidt af en skuffelse for mig at læse ”Nansen og Johansen”. Men da jeg lagde mit ønske om masser af historiske kendsgerninger fra mig, så viste det sig, at romanen alligevel havde noget at byde på. Nemlig en ny indgang til de mænd, der finder på at drage ud i det store, hvide intet, og hvad det er, der driver dem.