Ting jeg ikke vil vide

Forrygende skarp fortælling om, hvordan et forsagt barn bliver en karismatisk kvinde og forfatter. En opfordring til alle (kvinder) om at give deres stemme til kende.

Den sydafrikansk-britiske forfatter Deborah Levy er umådeligt godt selskab i ’Ting jeg ikke vil vide’, første bind i hendes erindringstrilogi. Hun har en skarp sans for det komiske i det tragiske, hendes liv og opvækst i bl.a. Sydafrika er virkelig interessant at læse om, og hendes refleksioner om, hvordan hun har fundet sin stemme som forfatter og som kvinde, er inspirerende.

Den udløsende begivenhed i ’Ting jeg ikke vil vide’ er en livskrise, der tvinger Deborah Levy til at se på stumperne af sit liv og finde hoved og hale i dem. Allerede fra første sætning er det tydeligt, at nok er udgangspunktet trist, men vi har med en formidabel forfatter at gøre, som sagtens kan skrive morsomt og engagerende om sin egen krise:

”Det forår, hvor livet var meget svært, og jeg lå i krig med min skæbne og simpelthen ikke kunne se nogen udvej, græd jeg åbenbart mest på togstationers rulletrapper. At køre ned ad dem var fint, men der var noget ved det at stå stille og blive båret opad, som udløste det. Tilsyneladende ud af det blå begyndte tårerne at strømme, og når jeg nåede helt op og mærkede vinden komme susende, måtte jeg anstrenge mig for ikke at hulke højt.”

Så Deborah Levy pakker sin computer og sætter kursen mod et lille hotel i bjergene på Mallorca, hvor hun har boet flere gange i sit liv, som ung, som forelsket, og nu som et ødelagt menneske. (Alene scenen, hvor hun sidder stortudende på flyet med en barsk militærmand som sidemand, som bliver mere og mere utilpas og alligevel gør et forsøg på at trøste ved at købe hende en bamse fuld af chokoladebarer, er grund nok til at åbne denne skønne lille bog!) På Mallorca falder hun i snak med den kinesiske indehaver af landsbyens købmandsbutik, som stiller hende to simple spørgsmål: Du er forfatter, ikke? Og: Hvor er du født? Det viser sig dog, at der ikke er enkle svar på dem, og det er dén beretning, vi får i ’Ting jeg ikke vil vide’.

En opvækst i Sydafrika i et kompliceret miljø med undertrykkelse og benhård opdeling af befolkningen giver Levy en sensitivitet for hykleri og uretfærdighed. Hendes far er fængslet for sin støtte til kampen for lighed mellem hvide og sorte, og alle ser derfor skævt til hende. Det kan hun sagtens fornemme som barn, hvor hun har en tendens til at tale så lavt, at ingen kan høre, hvad hun siger.

Det går op for Levy undervejs i hendes beretning, at ”for at blive forfatter havde jeg måttet lære mig selv at afbryde, åbne munden, tale lidt højere, og lidt højere endnu”. Hun har skullet lære sig selv at tage plads i verden, og dét har krævet nogle kvindelige forbilleder. På samme vis står Deborah Levys bog nu som en forbilledlig og lysende opfordring til alle, særligt kvinder.