Tror du også, tegnede superhelte kun er for unge teenagedrenge med vild fantasi? Tro om igen! Superheltetegneserier er sofistikeret litteratur, der handler om det moderne liv og filosofien bag det. Mød tegneseriefilosoffen Carsten Fogh Nielsen.
Af Anne Engedal, Århundredets Festival EKSISTENS
De fleste af os forbinder nærmere superhelte med ungdomslitteratur eller Hollywoodfilm end dyb, eksistentiel kunst. Men ifølge Carsten Fogh Nielsen, der er adjunkt i filosofi på Aarhus Universitet og ekspert i tegneserier, er lige præcis superheltetegneserier faktisk særligt eksistentielle. Fordi deres karakterer er velegnede til at illustrere de dilemmaer, der følger med det at være et moderne menneske.
”Superhelte er eksistentielt specielle, fordi de konkretiserer grundlæggende værdier i ekstrem og idealiseret form. De helte, vi har, er udtryk for, hvilke værdier vi tilslutter os eller mener vi bør tilslutte os. Både som mennesker og samfund. Vi udlever(er) vores værdier i vores helte,” forklarer han.
Superman og det moderne livs paranoia
Carsten Fogh Nielsen har skrevet flere artikler om superhelte og filosofi, bl.a. om ligheden mellem Superman og den tyske oplysningsfilosof G.F.W. Hegel, og hvordan man kan genkende den engelske filosof Thomas Hobbes i Batman. Han forklarer, at det, vi kalder en superhelt, er en figur med tre kendetegn: Det er en person med overmenneskelige kræfter. Han eller hun har en hemmelig identitet og et kostume. Og endelig optræder helten i en verden, hvor der strides mellem godt og ondt.
Derfor er der masser af brag, farver og underholdning i superheltene. Men for Carsten Fogh Nielsen er det exceptionelle ved dem den splittelse, heltene kæmper med. At de på den ene side er en del af menneskeheden og på den anden hæver sig over den. Det forhold fungerer som et spejl på det moderne menneskes liv, også selvom vi hverken kan flyve eller har røntgensyn. For i vores moderne samfund er man aldrig bare er én ting eller én person. Du er altid alle mulige ting, der ikke nødvendigvis passer sammen. Og det er et problem, som Batman, Superman og de andre superhelte i helt ekstrem grad tumler med:
”Den dobbelte identitet er det grundlæggende kendetegn ved superhelte – Superman er også Clark Kent, Batman er også Bruce Wayne. Det er en dobbelthed, som adskiller dem fra mere klassiske helteskikkelser, der ikke på samme måde er præget og plaget af identitetsmæssig paranoia. Superhelten er på den måde den moderne helt par excellence; en skikkelse der inkarnerer det moderne menneskes grundlæggende eksistentielle splittelse og usikkerhed på sin egen identitet,” forklarer Carsten Fogh Nielsen.
Superheltenes fædre var vrede unge mænd
Superhelten er altså anderledes end den klassiske moralske helt, fordi han eller hun på samme tid er både helt og antihelt. I en verden, hvor Gud er død og samfundets regler for rigtigt og forkert hele tiden er oppe til diskussion, er helten både beslutsom selvtægtsmand og forvirret alterego. Og det er nok ikke tilfældigt. Superheltenes fædre, deres tegnere, havde nemlig selv den moderne identitetssplittelse helt tæt inde på livet.
”Superhelten opstår i 1930’ernes Brooklyn, New York. Bag tegneserierne står en masse fattige og overvejende jødiske tegnere. Og hvis der er noget, der karakteriserer både unge mænd, jøder på det tidspunkt og indvandrere, så er det identitetssplittelse og fornemmelsen af at være underdog”, fortæller Carsten Fogh Nielsen.
De oprindelige tegnere var en gruppe unge mænd, der havde ondt i identiteten, og som ikke kunne passe ind i samfundet – ud over når de tegnede. De første hæfter af særligt Batman og Superman blev til et ekstremt udtryk for tegnernes dagligdag på kanten af samfundet, omgivet af bolighajer og korrupte politifolk, der udnyttede samfundets svageste. Tegnernes egen splittelse og sociale indignation fik udtryk i superhelte-figuren, der både har en splittet identitet og en mission om at stille sig på de smås side.
Samfundskritik, det svære moderne liv og den eksistentielle tvivl er altså ikke bare tilfældige emner i superheltehæfterne gennem årene. Som tema er identitetssplittelsen mellem det ideelle og det reelle menneske hele kernen i genren. Og det er noget, der hitter for de fleste, også 100 år senere. For under masken på de superhelte, vi kan se op til, gemmer sig deres alteregoer, som er præcis ligeså usikre og utilstrækkelige som alle os andre.
”Alteregoerne er bygget op om tegnerne selv. Mens superhelten er det, vi alle sammen gerne ville være, er deres alteregoer unge, lidt klumsede, teenagere, der har alle de problemer, de fleste af os render rundt med, selvom vi ikke vil indrømme det. Supermans alterego, Clark Kent, har det fx ikke særlig nemt med at snakke med kvinder. Den usikkerhed på sig selv og på det andet køn er noget de fleste kan genkende,” indrømmer Carsten Fogh Nielsen
En moderne messias fra det ydre rum
Superheltegenren får altså samlet helt og antihelt i én og samme person – ideal-jeg’et er overmenneskeligt, menneske-jeg’et er usikkert og fejlagtigt. Men ifølge Carsten Fogh Nielsen, bør kluntede Clark Kent og de andre alteregoer ikke ses som en menneske-kritik. Han peger på, at både ideal og real netop er del af samme konkrete person. Og at litteraturens måske største superhelt, Superman, trods alt helt selv vælger at påtage sig identiteten som Clark Kent – også selvom han er født som noget af det tætteste, vi kommer på Nietzsches Overmenneske.
Superman er bogstaveligt talt en fremmed, en alien, men som Clark Kent gør han alt, hvad han kan for at blive menneske. Og det på en meget menneskekærlig måde: han tager sig af sit adoptivhjem. Det er Kent-familiens hjem i Midtvestens USA, men det er også Jorden som sådan.
I en verden efter Guds død bliver Superman en ny, moderne frelserfigur. Han kommer til jorden fra Krypton og det ydre rum. Og dét er en bevægelse, fra himmel mod jord, som vi kender fra den vestlige civilisations måske mest kendte litterære værk – biblen.
”Superman er en Kristus-figur, der er kommet til jorden for at redde os. Han er vores verdslige messias, der lærer os, hvordan vi kan klare os selv,” forklarer Carsten Fogh Nielsen og fortsætter, ”Sidste gang jeg græd over et stykke litteratur, var da jeg læste All Star Superman. Her redder Superman en kvinde fra selvmord, slår arme og kappe om hende og siger: ”You’re much stronger than you think you are”. Det er essensen af Supermans menneskesyn: Vi har bare brug for anerkendelse og en smule oplysning for at blive bedre og stærkere mennesker.”
Fra Superman til Batman, fra Biblen til Freud
I det gryende moderne samfund var der også unge tegnere, der så mere mørkt på menneskeheden. Hos Supermans kollega, Batman, er frelsertanken ikke blot blevet verdslig, den er helt væk. Hvis Superman er menneskehedens messias, er Batman vores dommer. For at forstå strukturen bag den dobbelthed er det nærmere den moderne psykologifader Freud, end Biblen, vi skal skæve til.
Batman opstår på baggrund af et dybt traume: Den lille dreng Bruce Wayne mister sine forældre. Fra det øjeblik er Bruce i krig med verden, og Batman, Nattens Hævner, er født. Hvor Superman er en fremmed, der kommer til jorden for at blive en af os, holder Bruce Wayne op med at være dekadent, driftsstyret playboy for mere og mere at blive Batman. Bruce går fra antihelt til ideal, ikke den anden vej rundt. Og det er en ganske moderne, psykoanalytisk pointe – at det er traumer, der strukturer vores identitet, ikke mening, lov og orden. Uden tabet af forældrene, ingen Bruce Wayne eller Batman. Uden tabet af Faderen, ingen moderne individer eller samfund.
”Batmans kamp handler ikke bare om at indrette verdensordenen lidt bedre eller at være en god rollemodel, ligesom Supermans gør det. For Batman er det lov og orden, identitet og samfund i det hele taget, der er på spil. Det forhold går igen i både helt og skurk - det er selve samfundets eksistens, der er truet, når særligt Jokeren angriber,” forklarer Carsten Fogh Nielsen.
Kommentarer