Bog

Til døden os skiller

Af (
2017
)

Anmeldelse

Til døden os skiller af Michelle Richmond

23 okt.17

'Til døden os skiller' får en anderledes skræmmende betydning i denne spændende og velskrevne psykologiske ægteskabsthriller.

Når man er nygift forestiller man sig, at ægteskabet vil vedblive at være lykkeligt. Realiteterne er dog, at mange par bliver skilt, og som ægteskabsterapeut ved Jake det om nogen. Så da han og Alice til deres bryllup modtager en invitation til en eksklusiv klub, hvis formål er at støtte op om ægteskabet, siger de ja. Pagten, som aftalen kaldes, har en hel manual med regler for ethvert af ægteskabets aspekter. Man skal f.eks. altid tage telefonen, når ens ægtefælle ringer. Der er påbud om månedlige gaver og halvårlige rejser osv. Alt sammen berigende for forholdet. 

Men der er også straffe! Og da Alice kommer til at bryde en vigtig regel, opdager de, hvor seriøst Pagten tager sig selv. Det går op for dem, at denne fascinerende klub med lykkelige, rige par, dækker over meget mere end de havde forestillet sig, og at det kan vise sig umuligt at forlade Pagten igen. I hvert fald i live.

’Til døden os skiller’ er en velskrevet ægteskabsthriller, som jeg på ingen måde gennemskuede, selvom jeg ellers gættede godt med undervejs. Michelle Richmond skriver flydende og fortæller historien med skift mellem Jakes tanker og en fremadskridende handling. Det fungerer godt, da Jakes overvejelser giver en ekstra dimension til plottet, og da vi ikke kender Alices tanker, er det også med til at skabe suspense. Historien er desuden elementært spændende, og holder man f.eks. af ’Det burde du have vidst’ af Jean Hanff Korelitz, er jeg sikker på, at ’Til døden os skiller’ også vil være et hit. 

Personligt bliver jeg lidt irriteret over denne kreds af rige, smukke og succesfulde mennesker, som slutter sig om sig selv og ud fra deres idealer vil styre andre. Men også i den virkelige verden er der jo magtfulde kredse, som bestemmer over andre, så det er vist bare min egen aversion, der trykker. Og på trods af min anke læste jeg ’Til døden os skiller’ over ganske få dage og var godt underholdt undervejs.

Bogdetaljer

Forlag
Klim
Oversætter
Ninna Brenøe
Faustnummer
53435785
ISBN
9788771299564
Antal sider
420

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer