Anmeldelse
Superkanin
- Log ind for at skrive kommentarer
Selv stærke superkaniner kan få brug for trøst og kram. Mød Simon, den opfindsomme lille, hvide kanin, som mange børn kender fra TV.
”Her kommer Simon, her kommer Simon, her kommer Simon, søde lille skøre kanin” er sikkert en sang, du har hørt til hudløshed, hvis du har børn i børnehavealderen. Nu kan begejstringen for den lille, hvide kanin overføres til hyggelige højtlæsningsstunder, for historierne fra den populære tv-serie er udkommet i en billedbogserie, der indtil videre tæller fire titler.
I 'Superkanin' er Simon ikke bange for noget. Om morgenen flyver han ud af sengen, som en ægte Superkanin, klar til at tage på eventyr og fange skurke. Men en mørk, kold hule og en splint i fingeren kan taget modet fra selv den tapreste, og så er det godt, at man kan få hjælp af mor. I "Skal vi bytte" leger Simon og vennen Ferdinand med biler. Simon er vild med Ferdinands flotte, røde bil og overtaler ham til at bytte. Men Simon ender med at fortryde. Kan han mon få Ferdinand til at bytte tilbage?
Simon er en sjov og livlig kanin, fuld af gåpåmod, herlige idéer og samme udfordringer som børn i 3-4-årsalderen. På den måde spejler historierne fint hverdagen med genkendelige ritualer, legekonflikter og de store følelser og små dramaer, som børn i børnehavealderen oplever. De enkle tegninger fra tv-seriens univers er i bøgerne sat op på en ensfarvet, meget farvestrålende baggrund. Teksten er sat med fed typografi, og enkelte ord er fremhævet for at tillægge vægt i højtlæsningen.
Billedbøgerne om Simon er simple, både i tekst og udtryk, men de kalder på genkendelse og indlevelse for målgruppen. Og så kan de noget vigtigt. De kan være den krog, der er med til at trække de små poder over i læsningens fantastiske univers.
Brugernes anmeldelser