Anmeldelse
Søen
- Log ind for at skrive kommentarer
Rørende og spændende billedbog om at være bange for det ukendte og se sin frygt i øjnene.
To søskende leger ved en sø, og den store siger til den lille, at der lever et mystisk væsen, en hvalras, nede i søen. Dét skræmmer den lille, men måske er det kun i fantasien, hvalrassen er skræmmende? 'Søen' er en smukt illustreret og filosofisk fortælling for de 4-6-årige om frygt, vovemod, og fantasi.
Det er sommer, og to søskende sidder og dypper fødderne i søen. Den store fortæller den lille, at der bor et kæmpestort, mærkeligt dyr nede i søen, en kæmpe hvalras. Den ligner en dromedar med slangehoved og har gul pels på bagbenene. Herefter vokser den mystiske hvalras sig mere og mere skræmmende i den lilles bevidsthed. En dag leger de på en luftmadras på søen, og den store råber pludselig, at hvalrassen kommer. Luftmadrassen tipper rundt, og den lille falder i vandet. Nede i det dybe vand lever hvalrassen, som ender med at hjælpe den lille op af vandet igen.
Som læser indfanges man instinktivt af historiens stemning, hvor spændingen gradvist bygges op. Billedsiden indfanger det foruroligende og ukendte på fin vis med sine anderledes perspektiver og skyggerne, hvori meget kan gemme sig. Men bare rolig, det er ikke så uhyggeligt, som det måske lyder.
Sigrid Eyb-Green italesætter et velkendt emne, som kan bekymre og optage mindre børn: at være bange for det ukendte og hvor svært det er at skelne fantasi fra virkelighed. Jeg kan godt lide, at historien lader det være op til læseren i historiens slutning, om der findes hvalrasser eller ej: Det er blevet sengetid og den lille fortæller den store om sit møde med hvalrassen. Den store siger så, at det er ren opdigtning, og at hvalrassen slet ikke findes. Men den lille ved, at hvalrassen findes, og at den slet ikke er skræmmende.
Brugernes anmeldelser