Bog

Queenie : Harlems gudmoder

Af (
2022
)

Anmeldelse

Queenie : Harlems gudmoder

24 jun.22

Denne smukke graphic novel passer perfekt til øjeblikkets momentum, hvor kvindelige figurer fra historien bliver genopdaget og får den plads, de skulle have haft.

De to kvindelige skabere af dette værk fortæller historien om den sammensatte og viljestærke Stephanie St. Clair, der gav håb til mange i Harlem med sit lotteri, men også var en benhård forretningskvinde, der brugte barske metoder for at sætte sig i respekt.

Navne fra samtiden som Dutch Schultz og Lucky Luciano er blevet allemandseje, mens Queenie er blevet glemt af eftertiden. Det synes passende, at det er to kvinder, der tager historien op og giver den videre. Og Queenies historie egner sig i den grad til at blive foreviget i graphic novel-form. Det er en sand ”rags to riches” historie, der indeholder både smerte, snarrådighed, karakter, jazz og glamour, og hvor heltinden må overvinde enorme forhindringer på sin vej.

Queenie kommer fra små kår for at sige det mildt. Slaveriet er afskaffet for længe siden, men virkeligheden lever ikke op til teorien for mange sorte. Queenie vokser op på Martinique, fuldstændig afhængig af hvide mænds nåde. Hun arbejder i husholdningen hos en hvid familie men har ambitioner om et bedre liv end det, hun er født ind i. Hendes naturtalent for matematik bliver hendes vej ud af det hårde fysiske arbejde, og hun forstår at udnytte chancen. Hun bruger, hvad hun har af valuta for at få den hvide mand, der har magten til at hjælpe hende videre, til at gøre det, og hun betaler uden at blinke.

Da Queenie ankommer til New York, får hun et godt regnskabsjob hos en ældre jødisk mand. Men hendes kæreste Duke er alfons, og han prøver at tvinge hende til at sige sit gode job op for at arbejde for ham som prostitueret. Queenie sætter sig til modværge, og det ender ikke så godt for Duke. Her ser læseren virkelig, hvad hovedpersonen er i stand til, men det er kun begyndelsen. For Queenie er en sammensat karakter, der ikke er så nem at sætte i bås. Hun bærer frygten med sig og dukker nakken, når overmagten bliver for stor. Hun smyger sig blødt som en kat, for øjeblikket efter at blive hård som stål. Og det er tydeligvis nødvendige egenskaber at have som kvinde, hvis man ikke kun vil overleve men også have succes i den verden, Queenie bevæger sig i.

Det er en både spændende og rigtig flot graphic novel, Elizabeth Colomba og Aurélie Lévy har begået. For de læsere, der ikke kender så meget til perioden, er der en fin indledning i bogen, hvor der gives appetit på historien med lidt baggrundsviden. Bagerst i bogen findes en ordliste og også en række korte portrætter af de vigtigste historiske personer, der nævnes i bogen. Det skarpe sort/hvide look giver fornemmelsen af en tidløs klassisk film, og tegningerne indfanger og udtrykker Queenies karisma, så man næsten ikke kan få øjnene fra hende. Hun var nok ikke nogen helgen, men det er meget svært ikke at beundre hendes vilje og handlekraft. Det eneste, jeg kunne have ønsket mig, var, at bogen var længere og indeholdt endnu flere detaljer fra Queenies liv, men det er vist ikke rigtigt en klage - snarere det modsatte.

Bogdetaljer

Forlag
Umpff
Oversætter
Marlene Wulff Olsen
Faustnummer
62679557
ISBN
9788794265034
Antal sider
168

Tema

Tema

Exofiktion

Den nye litterære tendens exofiktion vinder frem - også i danske samtidsromaner. Men hvad dækker dette lidt fjernt klingende begreb egentlig over?
Læs mere

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer