Bog
Korrekturlæseren
Af
(
2008
)
Skildring af en mand, hvis pedantiske liv stille og roligt går i opløsning, uden at han selv kan fornemme eller forstå det.
Skildring af en mand, hvis pedantiske liv stille og roligt går i opløsning, uden at han selv kan fornemme eller forstå det.
Anmeldelse
Korrekturlæseren af Peter H. Olesen
- Log ind for at skrive kommentarer
En perle af en debutroman. Et perfekt minimalistisk portræt af en mand på vej i hundene.
Mærkeligt at en roman, der egentlig er uendeligt trist læsning, kan være så opløftende at læse. Det skyldes selvfølgelig, at det er en god historie, men det skyldes i særdeleshed et stort sprogligt overskud og overraskende smukt ordvalg.
Hovedperson og jeg-fortæller i 'Korrekturlæseren' er en mand, sidst i 30erne, fraskilt og med et lille barn. Han arbejder hjemme som korrekturlæser for et forlag, og ofte går der flere dage, hvor han ikke taler med et andet menneske. Han siger selv, han bedst kan lide et regelret og ukompliceret liv med en hverdag i faste rammer. Han bryder sig ikke om socialt samvær og har hverken venner eller bekendte. Han ser sin datter hver anden weekend, han taler nødtvunget med sin mor i telefonen hver lørdag formiddag og nogle gange med sin ekskone. Ellers er det kun bankrådgiveren Jeannette, vores hovedperson af og til snakker med, og den fordrukne nabo når han ikke kan komme udenom.
Det lyder sørgeligt og lidt skræmmende, at man som menneske kan nøjes med så lidt kontakt med andre mennesker. Men det kan man heller ikke i længden. I begyndelsen går det ok: Korrekturlæseren har sine faste rutiner for sig selv hver dag, og han får både sund mad, frisk luft og bad. Ligeledes sørger han for, at alting er i orden, når han har sin datter hos sig.
Men langsomt går det hele i opløsning for ham. Han holder op med at vaske hår, barbere sig, børste tænder. Han overser stavefejl i de manuskripter, han læser, han kan ingenting overskue og sover mere og mere. Hans ekskone forbyder ham samvær med barnet og beder ham søge hjælp.
Men at søge hjælp er en uoverkommelig opgave for ham. Heldigvis er der til sidst et menneske, der rækker ham en hjælpende hånd.
Peter H. Olesen har skrevet en rigtigt fin lille roman om en mands sammenbrud. Sproget er knapt og præcist og imponerende perfekt. Ordvalget er varieret og smukt, og man fornemmer tydeligt en forfatter, der nyder at pusle med sproget, så det bliver helt rigtigt. Det er en fornøjelse at læse!
Brugernes anmeldelser