Iris og Ruby

Det handler om kvinder, slægtskab, venskab og kærlighed i denne pragtfulde roman fra Rosie Thomas.

82-årige Iris bor alene i Kairo sammen med sine to tjenestefolk, Tante og Mamdooh. Hendes datter Lesley bor i England med sin mand nummer to og de to børnebørn, Edward og Ruby, og Iris har ikke særligt meget med dem at gøre. Men en dag dukker Ruby noget uventet op på Iris’ dørtrin. Hun har aldrig passet ind i kernefamilie-idyllen, og nu håber hun, at Iris vil give hende husly.

Selvom Iris i starten føler, at Ruby bringer mange forstyrrelser ind i hverdagen, så bringer hun dog også liv ind i det stille hus, og langsomt får de to kvinder et nært venskab. Et venskab som hjælper Iris med at huske fortiden - og netop hukommelsen er Iris rædselsslagen for at miste. Også Ruby vinder ved venskabet. Hun oplever pludselig at skulle tage ansvar - og at føle ansvar.

Rosie Thomas fortæller en dejlig historie om de to kvinder, som finder hinanden. Og samtidig får vi historien om Iris’ første - og eneste - kærlighed, kaptajnen Xan Molyneux, som hun mødte under krigen. De to historier flettes fint ind i hinanden og blandes med Rubys oplevelser i det nutidige Kairo med den unge egypter Ash.

Det hele er velskrevet, og Rosie Thomas formår at tegne et fantastisk billede af Kairo i 1940’erne. Også portrættet af Iris står utroligt skarpt. Lige fra hendes unge jeg, som fester i dødens skygge, til hendes alderdom hvor frygten for at glemme og blive totalt hjælpeløs, inden døden udfrier hende, er meget stærkt.

Noget af det bedste er at sætte sig med en bog, man har høje forventninger til - og at forventningerne bliver indfriet! Sådan havde jeg det med "Iris og Ruby", hvor forventningerne i den grad blev opfyldt. Rosie Thomas er én af de forfattere, som fortjener langt flere læsere.