Pottemagerens hus

To smukke kvinder, der fysisk ligner hinanden og som begge er englændere.

Den ene Olivia med dejlig mand og børn på en græsk ø, den anden Cary forladt af sin ellers så sympatiske mand til fordel for en yngre kvinde, der kan få børn. Cary nærmest skyller op på den græske ø efter et jordskælv i Tyrkiet, hvor hun tog på ferie for at komme sig oven på det forliste ægteskab. Det er ingredienserne i denne roman af Rosie Thomas, som får de to kvinders skæbner til at blande sig, så både læseren og hovedpersonerne indimellem er usikre på, hvad der i virkeligheden sker.

Den tidligere fotomodel Cary, som kommer til den græske ø under mystiske omstændigheder efter jordskælvet, der også i mindre grad rammer øen, skifter identitet til Kitty, som optages i Olivias familie og den græske øs hverdag. Der opstår efterhånden spændinger mellem de to kvinder, hvor den ene har alt det, den anden ønsker, og hvor Kittys indtrængen i dette liv giver dønninger langt ud over den lille familiekreds. De to kvinders liv blandes efterhånden sammen i en grad, der begynder at gøre Olivia urolig, men Kittys forelskelse i Olivias bror bliver det, der får balancen til at tippe mellem de to kvinder.

Der lyser en kærlighed til det græske øsamfunds natur og livsform ud af bogen, hvilket gør den til en blanding af en spændende historie og hverdagsbegivenheder.
Jeg synes, at bogen minder mig om Robert Goddards bøger, som har den samme blanding af virkelighed og mystik. Under alle omstændigheder er det ikke sidste gang, jeg har læst en bog af Rosie Thomas.

Oversat af Ulla Warrer. Gyldendal, 2002. 389 sider. Kr 295,-