Anmeldelse
Hvad gør en tiger?
- Log ind for at skrive kommentarer
Sød og tankevækkende billedbog om den lille tigerunge Tove, der ikke kan lide de samme ting som de andre tigre.
'Hvad gør en tiger' er en god historie om behovet for at være en del af flokken og samtidig turde være sig selv. Den behandler emnet på en let måde, så selv mindre børn kan få noget ud af den og egner sig til at læse med børn i alderen 3 til 6 år.
Mennesket er som bekendt et flokdyr, og vi har alle et vist behov for at passe ind og blive accepteret af dem omkring os. De fleste børn når et tidspunkt, hvor de begynder at sammenligne og lægge mærke til forskelle mellem dem selv og andre, og selvom der ikke nødvendigvis er noget galt med det, kan det få barnet til at tvivle på sig selv.
Denne charmerende billedbog fortæller historien om en lille tiger, der bliver bevidst om, at hun kan lide nogle andre ting, end hendes søstre kan lide. De kan lide at lege vilde tumlelege, og Tove foretrækker at drømme sig væk med en god bog. Da en af Toves søstre skødesløst bemærker, at hun er mærkelig, sætter det gang i en masse forvirring og tanker hos tigerungen, der pludselig ikke føler, at hun passer ind hos tigrene. Heldigvis er hun fuld af gåpåmod og begiver sig ud i junglen for at finde ud af, hvor hun så passer ind. Men selvom det er sjovt at besøge elefanten, myrerne og fuglene, passer Tove ikke bedre ind her end hos tigrene. Og det viser sig da heldigvis også, at Toves søstre har savnet hende og accepterer hende fuldstændigt som den tiger, hun er.
Denne bog har et sundt budskab om, at man er god nok, som man er. Tigeren Tove og hendes nysgerrige spørgelyst og tvivl er let for børn at identificere sig med, og bogen kan åbne for en god snak om både det at turde stå ved sin individualitet, men også at kunne acceptere og rumme andres forskelligheder.
Brugernes anmeldelser