Anmeldelse
Gudernes krig - gudindens avatar af Henriette Hesselholdt
- Log ind for at skrive kommentarer
Lovende dansk fantasy-serie med en flok rejsende helte forfulgt af trolde og elvere. Målgruppen er mest de unge.
Henriette Hesselholdt debuterer med dette første bind i serien 'Gudernes krig', og selvom der i bogens begyndelse er temmelig mange referencepunkter til f.eks. første bind i Dragonlance-serien, lykkes det hen ad vejen for forfatteren at få styret fortællingen over i noget mere personligt. Den velskrevne fortælling er let at gå til og indeholder mange af genrens velkendte elementer: Magi, guder, elvere, trolde, men også vampyrer optræder i handlingen, og det er i hvert fald nyt.
Af lignende forfattere og serier, som dog er noget sværere, kan man f.eks. nævne Boris Hansens Panteon-sagaen og Julie Kagawas serie, hvor Jernkongen er første del.
Historien foregår i landet Serelia, Guderne er i krig, og for at blive stærkere vil gudinden Haia overtage kroppen fra en avatar. Elverkvinden Si’il er den udvalgte, og et rejseselskab samles nu for at ledsage hende trygt til hovedstaden Iserval. Si’ils ledsagere bliver den unge præstelærling Paleon, der er medicinkyndig, soldaten Colvar, præstesoldaten Katalena, den tidligere magiker og tyv Sorkan og hans datter Jarsala.
Colvar, Katalena og Sorkan er gamle krigskammerater, som alle bærer på skjulte hemmeligheder og indbyrdes stridigheder, og det kommer undervejs til mange sammenstød mellem gruppens medlemmer. Samtidig bliver de angrebet af både elvere og trolde, som begge parter for alt i verden vil forhindre, at Si’il når frem.
Førsteindtrykket af historien er, at det hele starter for hurtigt, at man overhovedet ikke kan få styr på personerne, og at formålet med rejsen fremstår i det uvisse. Langsomt lykkes det dog Hesselholdt at få styr på handlingen, og personerne får mere fylde, bl.a. ved at de på skift får ordet i forskellige kapitler.
Plot og handling forløses således tilfredsstillende, og efter læsning sidder man tilbage med indtrykket af, at det nok skal blive en rigtig god serie.Der er et fint kort i omslaget over den beskrevne verden, og det er jo altid en god ting i en fremmed fantasy-verden. Bogens omslag er desuden fint og vil helt sikkert appellere til målgruppen.
Brugernes anmeldelser