Ind fra havet

Vild ekspressiv tegneserie med veloplagte stilbrud og uhæmmet brug af metaplaner og tågede morfologier … men hvorfor? 

Ind fra havet er en skabelsesfortælling fortalt fra en gammel fiskers jolle, der i tågen sejler ud for at tømme en ruse. Fortællingens struktur følger Hemingways ’Den gamle mand og havet’: En gammel fisker sejler ud, fanger en fisk, oplever livets essens og skylles i land uden andet end fiskeskellettet. Titlen Ind fra havet kan forstås som en hentydning til livets opståen, dengang fiskene valgte at få ben og gå på land, og her er da også både spædbørn, tatoveringsfortalt livsforløb, parring, savnet af forældre og det uudgrundelige spørgsmål: Hvor kommer vi fra? Alt sammen gennemført fortalt i Villadsens bevidst skødesløse, ekspressive og energiske tegninger, der bestemt bevidner passion, vilje til formeksperimenter med både billedsproglige og intellektuelle livtag.

Et hvert værk skal bedømmes ud fra sine præmisser, og der er ingen tvivl om, at Ind fra havet er vellykket. Alligevel er det en tegneserie, der er svær at holde af. Er de dybe tanker fortænkte, er fortællingens spring i tid og sted stringente, eller er de lige så tilfældige som Villadsens tegnestil, der al sin kræft til trods også er gnidret, skitseagtig, anatomisk lemfældig og grim?

Det kan meget vel være et bevidst valg, det er det formodentlig, men som læser er jeg ligeglad. Når ikke grimheden er lækker nok, kommer knapudviskede blyantsbogstaver i taleboblerne kun til at virke som dovenskab og ofring af det visuelle udtryk for fortællingens fremdrift. Det virker useriøst, og det amputerer min lyst til at kæmpe med værket for at få det til at give mening. Det er til gengæld et krav, Ind fra havet stiller til sin læser, hvilket er helt legitimt og noget, jeg plejer at værdsætte, men her er der bare ikke ligevægt mellem indsats og udbytte. Der kan naturligvis være en pointe i en udflydende blyantstreg i en fortælling, der foregår i tung havgus, men hvis det skal bære igennem, må og skal det skabe et usædvanligt lækkert udtryk. Ben Templesmith gjorde det i 30 days of night, en vampyrfortælling, der foregår i snestorm, Milo Manaras surrealistiske fortællinger om Bergman gør det – allerbedst og dampende erotisk i 6 personer søges, og Hugo Pratts streg er så levende og udtryksfuld, at han kan lade Corto Maltese svømme hen i de mest melankolske og romantiske digressioner. Det niveau er Villadsens streg meget langt fra. Måske derfor lader Ind fra havet mig ganske kold, måske kan jeg bare ikke rigtig forstå den?