Bog

Endnu en savnet person

Af (
2024
)

Anmeldelse

Endnu en savnet person

27 maj.24

Effektiv og original spændingsroman med et vandtæt plot om, hvor langt forældre vil gå for at beskytte deres børn.  

'Endnu en savnet person' byder på masser af tempo og twists, båret frem af skiftende fortællere og leg med tidsperspektivet. Det sætter de små grå på arbejde og giver fornemmelse af at være detektiven, der skal løse mysteriet og gennemskue sammenhængene. Engelske Gillian McAllister er garant for effektiv spænding og et plot, du ikke kan regne ud.

Anslaget er den 22-årige Olivia, som meldes savnet. Den midaldrende kriminalkommissær Julia sættes på sagen. Hun er en dedikeret betjent, som har svært ved at slippe jobbet, når hun har fri, og det har konsekvenser for forholdet til ægtemanden, som er flyttet ind i gæsteværelset. Samtidig føler Julia anger over en uopklaret sag fra året før om anden ung kvindes forsvinden.

Olivia er på et overvågningskamera blevet set gå ind i en gyde uden nogen udgange: ”Det kan ikke være sandt, men det er det: Olivia går ind i gyden og kommer ikke ud igen. Ingen andre går derind. Affaldsbeholderne hverken kommer til eller forlader stedet. Klokken to om natten lusker en ræv derind og kommer ud igen. Og det er det. Ingen biler, ingen mennesker. Intet.” 

Efter at have inspiceret Olivias nye bofællesskab med flere tegn på, at noget ikke stemmer, sætter Julia sig i sin bil for at køre hjem. I bilen overraskes hun af en fremmed mand med elefanthue på bagsædet. Den fremmede rækker hende en metalkasse og forsvinder igen. I kassen er der en instruks om, at Julia skal få en vis Matthew James dømt for mordet på Olivia ved at placere to ting på Olivias adresse. Hvis ikke Julia makker ret, vil den fremmede afsløre, hvad Julias datter gjorde året før, som Julia dækkede over. Det efterlader Julia i et stort dilemma. Vil hun plante falske beviser og hænge en uskyldig op på Olivias forsvinden eller risikere, at det, hun gjorde for at beskytte sin datter, kommer for dagens lys?   

Olivias far, Lewis, og Matthew James’ mor, Emma, er også fortællere. Gennem dem skildres Olivia og Matthew. Ligesom Julia vil Lewis og Emma gå langt, ja hele vejen, for at beskytte deres børn. Handlingen forgrener sig ud i mange retninger med de skiftende fortællere, og plottet twistet flere gange uden at det står klart, hvordan sammenhængen er mellem de forskellige karakterer.

Gillian McAllister beviser igen sit talent for at udtænke et skudsikkert plot og tegne empatiske personer. Det går lidt for stærkt i slutningen med at binde trådene sammen og udråbe skurken, så derfor står den knapt så skarpt som forfatterens eminente Dem vi bliver fra sidste år. 'Endnu en savnet person' er dog gjort af samme stof og så medrivende og indviklet, at den nok skal få læserens puls op i jagten på at løse mysteriet sammen med Julia.

Bogdetaljer

Forlag
Alpha
Oversætter
Eva Birklund
Faustnummer
138020282
ISBN
9788772392462
Antal sider
388

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer