Det er de oprørske der svigter

Familien Brinch er tilbage med fiskersønnen Erling og hans barnebarn Jakob i spidsen. Fortælleglæden er intakt, men desværre lever denne roman ikke op til sin vellykkede forgænger.

Så er der nyt om familien Brinch. Hvor det i Det er de danske som flygter var sømands-sønnen Erling fra Fanø, der var historiens omdrejningspunkt, er det her i efterfølgeren ’Det er de oprørske der svigter’ Erlings ældste barnebarn Jakob, der bliver bogens mest centrale figur. Bogen begynder, hvor dens forgænger slap, og strækker sig således over årene 1950-1990. Har man savnet familien Brinch, vil der være tale om et glædeligt gensyn. Desværre lever bind to i den planlagte trilogi ikke helt op til denne anmelders forventninger.

Det begynder ellers meget godt: Fortælleglæden og den sproglige sikkerhed fornægter sig heller ikke i denne omgang, hvor det første og største drama handler om, at begge Erlings børnebørn, drengene Jakob og Thomas, der er født i henholdsvis 1945 og 46, har levet i lykkelig uvidenhed om, hvem deres respektive fædre er. (Hvis man har læst ’Det er de danske som flygter’, hvilket jeg kraftigt vil opfordre til, vil man vide, hvem der er far til såvel Jakob som Thomas.) Drengenes mor Eva og den øvrige familie har vurderet, at begge drenge var bedst tjent med at tro, deres fædre var nogle andre – men hvad børn ikke ved, har de som bekendt ondt af. Familiehemmelighederne lader sig da også på dramatisk vis afdække undervejs.

Persongalleriet er omfangs- og farverigt og samtidig med til at fortælle om de strømninger, der rører sig i Danmark i disse fire årtier, det være sig (køns)politiske såvel som sociale og individuelle eksperimenter af varierende succes. Desværre var der, i hvert fald for mit vedkommende, alt for få af de mange figurer, som trængte rigtigt ind under huden, ligesom Erling og hans familie ellers gjorde det i ’Det er de danske som flygter’. Og når figurerne kun bliver svage aftegninger, får deres bedrifter heller ikke samme gennemslagskraft, som de kunne have haft, når de kaster sig ud i at starte nye politiske partier eller bogforlag, flytter i kollektiv, besætter huse eller tager stoffer. Dog: Mod slut, hvor én af Jakobs nærmeste venner bliver syg af AIDS, kunne jeg mærke, at jeg faktisk blev draget ind i fortællingen. Men ellers følte jeg mig desværre mærkbart distanceret.

Ligesom det gælder for forgængeren, tegner også denne roman et stykke danmarkshistorie, da der gøres meget ud af at omfavne dét, der kendetegner disse år. Det er ikke uinteressant, men jeg fik næsten en fornemmelse af, at det var en lille smule for anstrengt denne gang. Det er heller ikke utroværdigt, slet ikke, men måske er det denne gang blevet lidt en hæmsko for det ellers dygtige og velskrivende forfatterpar.