Mandelgaven

Syv usødede julefortællinger om den traditionsrige risalamande, mandlen og gaven til den heldige finder. Ikke alt ånder fred og jule-idyl.

Ved nærmere eftertanke er det egentlig lidt perverst: Efter at have spist en masse mad af den slags, som typisk ligger pænt tungt, er det meningen, at man skal spise noget kold risengrød, der i dagens anledning (og for kun at gøre ondt værre) er rørt op med flødeskum (intet mindre), for måske – og kun måske! – at være så heldig at støde på en mandel undervejs i fortæringen. Præmien er naturligvis en gris(!) af marcipan, hvilket jo også er lige, hvad man trænger til oven på sådant et ydmygt måltid.

Indledningsvis er her kort beskrevet en kær, dansk juletradition, som de fleste vil kunne nikke genkendende til. Denne tradition, pervers eller ej, har inspireret Erik Valeur til at skrive syv barske fortællinger om mandelgaven, vejen til den, mystikken omkring den og i sidste ende om, hvor megen skade den skøre mandel og de tilhørende ritualer kan udrette i en familie.

Blandt andet er der historien om en ung mand, der er tidligere soldat. Han har de to seneste år holdt jul ”… i brændende hede, under en flimrende og nådesløs sol, på en base omringet af fjendtlige krigere, der aldrig syntes at sove.” Sådanne omstændigheder er ikke befordrende for julestemningen, men i år bør det være helt anderledes, nu hvor han er tilbage i familiens skød. Men også på hjemmefronten er der slag, der skal slås – i hvert fald hvis man er ved at eksplodere af indestængt vrede over den latterlige drejning, mandelgave-hejset har taget.

Også fortællingen om ’Den jul, hvor alle kom op at skændes’ vidner om, at jagten på mandelen kan skabe mere splid end samhørighed. Hvis man én gang har vedtaget en regel om, at mandelen med tilhørende gave ”tilfældigvis” altid tilfalder selskabets yngste, vil det uvægerligt danne grobund for en konflikt, når børnebørn fødes, vokser til -  og alle regner med at modtage gaven.

Erik Valeur er nøjagtig lige så velformuleret, spiddende og underspillet i disse korte fortællinger, som I sine to omfangsrige romaner ’Det syvende barn’ og ’Logbog fra et livsforlis’. Og har man læst sidstnævnte, vil man kunne genkende historien ’Hvad krystalskålen gemte til den gamle tyran’ her i ’Mandelgaven’. En historie, der tragisk nok har rod i Valeurs egne barndomserindringer.

På trods af at disse syv fortællinger ikke borger for rendyrket og ukompliceret julestemning, kan man med sindsro benytte bogen som årets mandelgave til det voksne publikum. Historierne kan læses enkeltvist i en kærkommen pause mellem and og a la mande eller måske under et toiletbesøg? Og er man så heldig at befinde sig i en familie, der er stærk nok til at klare mosten, kan man jo også arrangere en rask lille oplæsning ved julelampens skær, mens man i fællesskab glæder sig over, at man ikke er en del af de syv scenarier i bogen.