Logbog fra et livsforlis

Med en snert af magisk realisme samt en fin blanding af Ramsland og Scherfig, er Erik Valeurs nye roman samfundsrevsende og satirisk samtidig med, at den er dybt interessant, insisterende og fængende.

Omdrejningspunktet i historien er ”Enkefruen”, der er forsvundet fra sit plejehjem i Gentofte. Det specielle i den situation er ikke, at et ældre menneske er forsvundet fra et plejehjem, men mere at det ældre menneske tilfældigvis (eller ej) er mor til selveste Danmarks statsminister og dennes lillebror justitsministeren; Palle og Poul Blegman. Himmel og jord sættes straks i bevægelse for at finde Enkefruen, hvilket samtidig skubber en lavine af familiehistorier i skred. Og ikke alle familiehistorier tåler dagens lys! Samtidig med at man følger de utålelige og usympatiske brødre samt det pressede politivæsen, så præsenteres man også for et bredt udsnit af personer, der har haft mere eller mindre tilknytning til familien Blegman gennem årene. Her har Viggo Larssen en vigtig plads i fortællingen. Han er en pudsig personage, der fra helt lille udviser et specielt åbent og modtageligt sind, hvilket gør hans liv noget sværere, end det er fair for en lille dreng.

Historien skifter jævnligt vinkel i forhold til tid, sted og person. I 1950’ernes Søborg følger man kvarterets børn, men primært følger man Viggo, søn af en enlig mor, der bor sammen med sine forældre på samme vej som familien Blegman. Den skæbnefortælling er meget bevægende og bærer næsten historien i sig selv. I nutidens passager erfarer man, hvad der er sket med de børn, der nu er voksne. Eksempelvis Viggo Larssen der sidder alene som en særling ved et øde fyrtårn, hvor han plejer sine syner og holder øje med Helvedsdybet, der har taget alt for mange liv. Som midlertidigt selskab har han Malin, en kvinde der er kommet ind fra sidelinjen, en form for alvidende fortæller. Bid for bid fornemmer man efterhånden, at hun er på besøg fra Valeurs romandebut ’Det syvende barn’, hvis man har læst denne. Hvad hendes mission er, vil jeg lade stå hen i det uvisse.

Bogen her er med sine 439 sider en del kortere end ’Det syvende barn’, og det gør ikke så meget. Til trods for det socialrealistiske tilsnit er der et naturligt drive qua mysteriet om Enkefruens, viser det sig hurtigt, mystiske forsvinden. Næsten alle personer i bogen har et horn i siden på brødrene Blegman, men hvem er det, der har boret lige det sidste stykke ind, hvor det gør rigtigt ondt?

Sproget er pletfrit og fabulerende, og fra første side kom jeg til at tænke på Hans Scherfig. Der er en umiskendelig satirisk samfundsrevsen samt et karikeret persongalleri, specielt i bogens politiske nutidsskildringer, der ville gøre den gamle kunstnerkommunist stolt over at være inspirationskilde. Samtidig kunne jeg heller ikke lade være med at sammenligne med Morten Ramslands ’Hundehoved’, hvor det nok mest er barndomsskildringerne, der giver mig de associationer. I min optik er det absolut positive sammenligninger, så hermed vil jeg bare anbefale at gå i gang med denne fremragende sag af en debutopfølger!

Originally published by Britta Voergaard Poulsen, Litteratursiden.