Den forsvundne by

Psykologisk spændingsroman er både en bevægende skæbnefortælling og et iskoldt gys, der får det til at løbe én koldt ned af ryggen.

Jeg elsker, når der udkommer spændingsromaner i horrorgenren, også selvom de viser sig at gemme på en mere eller mindre naturlig forklaring, hvilket måske kan skuffe gyserfolket, men til gengæld tilfredsstiller krimilæseren. ’Den forsvundne by’ indeholder masser af horrorelementer og er ganske enkelt elementært spændende, men plottet og slutningen vil jeg selvfølgelig ikke afsløre.

Romanen er udråbt som en blanding af 'Blair Witch Project', der er en film om en flok unge på tur i en hjemsøgt skov og 'Midsommar', der er en folk horror film, der foregår i et solrigt Sverige, hvor der lige under overfladen lurer gys og okkultisme. Jeg kan sagtens følge sammenligningen, da vi i denne her bog møder en lille flok unge, der tager til den forladte mineby Silvertjärn for at lave en film om byen og dens beboeres skæbne. Næsten alle byens indbyggere forsvandt nemlig som dug for solen en sommerdag i 1959, og den afsidesliggende by er derefter bare blevet efterladt til naturligt forfald. Det kan da kun få det til at løbe én koldt ned af ryggen, for hvordan kan en hel befolkning forsvinde sporløst på samme tid? Der var dog to personer tilbage, da politiet blev tilkaldt i sin tid; en kvinde, bundet til en pæl og stenet til døde samt et nyfødt levende spædbarn. Hvilket ikke gør det mindre uhyggeligt eller mystisk.

Forfatteren er datter af en anden mester ud i det spændende og uhyggelige, nemlig den populære svenske krimiforfatter Viveca Sten, så hun har ikke talentet fra fremmede. Jeg har dog efterhånden læst rigtigt meget krimi og gys, derfor ved jeg heller ikke, om det bare er mig, der måske har udviklet en særlig næse for at gennemskue kriminalistiske plots - eller om bogen her er let gennemskuelig. Jeg sad i hvert fald flere gange og troede, at en afsløring var noget, der allerede var blevet afsløret eller ikke var en hemmelighed. Der var altså flere ting, der ikke overraskede mig spor. Men det betyder ikke, at jeg kedede mig. Jeg var derimod ualmindeligt godt underholdt.

Forfatteren skriver godt og leder læseren smukt og gysende gennem den dystre historie. Karaktererne og deres indbyrdes forhold præsenteres løbende og de udvikler sig efterhånden til interessante skæbner og helstøbte figurer. Der er den lille gruppe unge i nutiden; Alice, Tone, Emmy, Max og Robert, der hurtigt lader sig gribe af den lurende og uhyggelige stemning i spøgelsesbyen. Og så er der ind imellem tilbageblik til 1950’erne, hvor man møder nogle af byens forsvundne beboere; blandt andet Elsa, der er mor til Aina og Margareta, hvor sidstnævnte dog allerede er flyttet fra byen og senere bliver mormor til Alice. Man møder også den psykisk handicappede kvinde Birgitta samt den unge og karismatiske pastor Mattias. Men hvad skete der den varme sommerdag i 1959? Det kan jeg kun anbefale dig at finde ud af.