3 1/2 D

Digtsamling, der er en stor digters livtag med døden.

Den lidt gådefulde titel siger det: Halvt om halvt i live endnu, halvt om halvt på vej ud af livet. Og i digtsamlingen færdes så logisk nok spøgelser og gengangere - de afdøde, der endnu er blandt os. Det er ganske forunderligt. Samlingen er i den grad nordbrandtsk, et digt som ’En sømand går i land’ trækker tråde og erindringer fra helt tilbage i de tidlige digtsamlingers magiske rejsedigte. Hånden er den samme. Men indsigten er en anden: Et langt levet liv.

Man kan sige, at samlingen er spændt ud mellem polerne grumhed og humor - og der imellem erkendelser og smerter over korthed, forsvinden, som det smukt kommer til udtryk i samlingens korteste digt, ’Næsten’, her citeret i sin helhed:

"Det er næsten sommer
Men også kun næsten.
Og når det er sagt
er sommeren næsten forbi."

Her kan også være, som i slutningen af digtet ’Fire forår, et næsten skræmmende og brutalt opgør med livet:

"Alting har sin pris. Men udsigten
til et blomstrende kirsebærtræ
skal dén betales med endnu en sommer?

Jeg gider ikke.

Så nu er det sagt ligeud
erfaren som gammel sne
i pludseligt solskin på en grøn mark."

Så er det sagt! Men som sagt indledningsvis er der glimt af latter og en humor, der er ganske sort i denne lille rige samling af digte, som for eksempel slutningen af digtet ’Mit skeletur’, der handler om et af de der gennemsigtige ure, hvor man kan se urværket og dets bevægelser. Der står:

"På mit skeletur kan jeg se
hvordan det hænger sammen.

Som forleden dag
da min datter for første gang
så et skelet
brød ud i et triumferende grin og råbte

Far!"

Så har vi da vist ramt de mørkeste toner af humor. Og det er samlingens rigdom, at vinkler, stemninger, holdninger, begreber, anslag og gennemspilninger på samme grundakkord kan lyde så forskellige og mangfoldige. Det er det, der gør samlingen  til en stor og rig og glad oplevelse, forløsende som stor kunst kan. Men sigtet, vejen, den er der ingen tvivl om, som det ses i digtet ’Træthed’, der er valgt som samlingens bagsidetekst som en slags syntese om dette med at søge at opbygge en frydefuld forventning til det, der skal ske, " en fryd så jublende, så fantastisk, så vildt sprudlende", som man kunne opleve det i barndommen, her søgt mobiliseret mod det heles afslutning med disse ord:

"En gang for alle, uigenkaldeligt og for altid
      at tage afsked?

Jeg ved det ikke, men jeg arbejder på det
      arbejder og arbejder."

Det er betagende og berigende at opleve kampen, den kamp vi jo alle har del i, sammen med en digter af Henrik Nordbrandts dimensioner.