Barnevognshaiku

Enkle digte skrevet på barnevognsturen løfter sig sjældent fra den private sfære.

Rasmus Nikolajsen har tidligere skrevet gode digtsamlinger som Tilbage til unaturen og Hvad skal vi med al den skønhed?. I ’Barnevognshaiku’ kaster han sig for første gang over haiku som form. Haiku er en japansk lyrikform med strenge formkriterier. Et japansk haikudigt består som udgangspunkt af 17 stavelser fordelt på tre grupper med hhv. fem, syv og fem stavelser. Desuden indeholder haiku ofte natur og foregår i nutid.

Sol, tid og udspring/forår er gennemgående temaer i samlingen. Haiku-digtene er skrevet på kort tid, i perioden 14. februar - 11. maj 2018. Formen fungerer rigtig fint i den sammenhæng, fordi de fremstår som digterens små meditationer, et åndehul midt i den spirende forældrerolle. Når samlingen fungerer, er det godt, som fx her: ”Kan nogen sige / mig hvor den her bus er på / vej hen, egentlig?” fordi digteren mister retning og hæver sig op over sin egen krop, sit eget forfald. Andre gode elementer er tingenes sammensmeltning som her: ”Indimellem er / der slet ingen forskel på / træet og vinden”.

Selvom haiku-formen er et godt udgangspunkt, løfter det meste af samlingen sig sjældent fra digterens private sfære. Det meste fremstår naivt eller fortænkt, måske endda en smule kedeligt. Det undrer mig, hvorfor haikuene i det hele taget er udgivet i bogform. De ville egne sig fint på en blog, eller måske i et magasin for forældre.

Forlaget skriver fx i omtalen af bogen: ”Digte skrevet på barnevognsturen og til barnevognsturen: hvert enkelt digt er bare 17 stavelser, men rummer en skønhed og klarhed, der giver ro og indsigt.” Desværre er det langt fra tilfældet, at de enkelte haiku giver en særlig indsigt eller sansning af, hvad det vil sige, at ens tilværelse har ændret sig – at den er gledet videre over i det nye liv, der ligger i barnevognen. Rasmus Nikolajsen udtaler i den lange pressemeddelelse, at han gerne vil skrive om at være far, ikke individ. Men samlingen ender mest i sidstnævnte, hvor digter skriver om de umiddelbare ting i nærheden som fx blomsterknopper, en kravlende baby og sollys. Det er alt sammen fint, men er det interessant for andre?

Rasmus Nikolajsen er uden tvivl en god digter, og jeg har tidligere læst digtsamlinger med poetisk pondus fra hans hånd, men ’Barnevogshaiku’ var nok en bog, der lige skulle skrives i anledningen af at være blevet far. Som sådan læner han sig ind i en tendens, hvor fx Rolf Sparre Johansen i Søvn og Jonas Rasmussen i ’Far, mor, barn’. Der skrives mere, og bedre, litteratur om at blive eller være forælder i disse år.

’Barnevognshaiku’ har måske sit publikum hos helt nye digtlæsere, der gerne vil læse en samling, hvor tingene bevæger sig fra A til B, lidt som barnevognen, med babyens naive blik på verden. Den taler måske også ind i visse fædrehjerter, der elsker deres lille ny og bevæger sig rundt i en ret uskyldig verden. Men kræver du mere af dine digte, er dette nok ikke samlingen for dig.