Ord får nye betydninger i Rasmus Nikolajsens formeksperimenter og remix af de ellers fastlåste sproglige systemer i vores hverdag. Dette sker igennem Nikolajsens brug af systemer og skabeloner til at skrive sin digtning i, hvilket giver dem en fast form. Som læser får man skærpet sin opmærksomhed mod sprogets- og opbygningens betydning i Nikolajsens forfatterskab. Formen er i lige så høj grad indholdet, som indholdet er formen.
Nikolajsens tilgang til sin digtning er kendetegnet ved, at skriveprocessen er styret af et system, han selv har fastlagt og determinerer sig under på forhånd. Når denne bundne form gennemsyrer Nikolajsens forfatterskab, er det nærtliggende at drage paralleller til modernismens forfatteres systemdigtning i slutningen af tresserne med repræsentanter som Inger Christensen og Klaus Høeck. Det kendetegnende ved systemdigtningen er, som navnet lyder, at forfatteren går systematisk, nærmest matematisk, til værks. Forfatteren opstiller regler for sin digtnings antal af linjer, strofer og stavelser, hvilket dermed har indflydelse på rytmen. Flere af Nikolajsens digtsamlinger består f.eks. udelukkende af otte linjer med otte stavelser.
Når der trækkes tråde mellem modernismen og Nikolajsen, er det også fordi, valget af formen er et udtryk for en bestemt verdensanskuelse. Som mennesker er vi indsat i- og underlagt konstruerede sprogsystemer, hvilket Nikolajsens form peger på gennem en legende og undersøgende måde. Når der derudover er gjort brug af skabeloner og regler, der afspejler den verden, der omgiver forfatteren, såvel som os, er det en måde at arbejde i samspil med den på. Digtningen er derved på paradoksal vis både fri og bunden på samme tid, fordi den stringente form påvirker indholdet.
Nikolajsens digte er på ingen måde ophøjede eller patetiske, hvilket er konsekvensen ved at Nikolajsen skriver i mødet med omverdenen og det, der ligger uden for ham selv. Den suveræne brug af systemdigtning fordriver en centrering omkring digterens inderste følelser eller et guddommeligt inspireret digter-jeg. Nikolajsens møde med omverdenen gør modsat digtningen undersøgende over for at noget nyt kan opstå. Han er f.eks. gået helt konkret og observerende ud i naturen, da han skrev 'Tilbage til unaturen' (2015) og 'Hvad skal vi med al den skønhed?' (2018), hvor naturen spiller en central rolle.
På trods af lighederne med de senmodernistiske forfattere, skiller Nikolajsens forfatterskab sig ud ved at sammensætte forskellige genre, forskellige litterære perioders kendetegn, metaforer, sproglige klicheer, sange og talemåder for at skabe sit eget unikke udtryk. Det er gennem denne "collagestil", han skaber nye betydninger.
Rasmus Nikolajsen (f.1977) er en dansk forfatter, der debuterede i år 2000 med digtsamlingen: 'Digte om lidt'. Han har senere hen i sit forfatterskab vundet Hanne Marie-prisen fra Statens Kunstfond i 2015 og Kritikerprisen for digtsamlingen 'Tilbage til unaturen' i 2016. Nikolajsen har udgivet en række digtsamlinger, men også noveller og romaner.
I dag, godt 20 år efter debuten, skriver Nikolajsen fortsat og er aktuel med en ny digtsamling med titlen 'Barnevognshaiku' (2020), som er skrevet i haiku-form og i naturen, mens han gik ture med sin datter i barnevogn.
Af Elisabeth Grethe Gertz Olsen
