Glenn Bech er hurtigt blevet et kendt navn på den danske litteraturscene. Med 'Farskibet' har han skrevet et gigantværk i størrelse, kvalitet og alle dens fragmenterede former.
I Glenn Bechs seneste udgivelse Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet (2022) bevæger han sig væk fra romanformen og har i stedet givet bogen mærkatet manifest. Bogen er et glødende og kraftfuldt opråb, hvor Glenn Bech brænder alle illusioner om lige muligheder ned og insisterer på at tale ud fra sine egne erfaringer i klassesamfundet.
Glenn Bech (f. 1991) sprang ud som forfatter med et brag med Farskibet (2021) og indkasserede fremragende omtale fra alle sider. I bogen møder vi Glenn og lillebroren René, efter at deres far har begået selvmord. Igennem romanen åbner der sig en fortælling om en barndom, hvor faren var alkoholiseret, og en barndom mærket af den sorg, der plantede sig i drengene med farens fravær. Da faren er forsvundet, opstår der endnu en tragedie i familien: moren får kæresten Erik, der drikker og slår hende. Drengene finder trøst i hinanden, i sorgen over faren og i hadet til morens senere kærester, samtidig med at de håndterer livets tragedier meget forskelligt.
Glenns opvækst er mærket af farens selvmord og forfølger ham i ungdomsårene, hvor Glenn udsættes for homofobi og synes mærket af en giftig kultur, hvor et usundt mandebillede har hersket, som medførte farens selvmord og var iboende i morens efterfølgende kærester. En maskulinitet, der er udtryk for en kultur præget af én måde at forholde sig til tingene, som Bech senere har berørt i den offentlige debat, og som har gjort ham sammenlignelig med den franske forfatter Édouard Louis.
Bogen er et stykke erindringslitteratur, der behandler traumet fra en manglende far og de efterfølgende tragedier, der indtrådte i drengenes liv. Traumet har forplantet sig i sproget, hvor teksten på én gang er proppet og hullet af ord, hvorfor bogen er kaotisk og fragmenteret at læse. Bogen formår dermed på glimrende vis at afspejle den traumeramte erindring, hvor man forsøger at glemme, samtidig med at traumet sætter sig fysisk i kroppen og bliver omdrejningspunktet for livet. Farskibet er et stærkt vidnesbyrd om en utryg og traumefyldt barndom, der er vokset med ind i livet og videre ind i teksten og har skabt en stærk, vred og vigtig roman om klasse, køn, sorg og svigt.
For Farskibet modtog Bech Albert Dams mindelegat, Blixenprisen for Årets Roman 2022 og Munch-Christensens debutantpris.
Bech er uddannet fra Forfatterskolen i 2019 og som psykolog i 2017 og er stadig praktiserende psykolog ved siden af forfatterkarrieren.
Skrevet af Emma Karlebjerg, redaktør
Foto: Lærke Posselt