Dansk litteratur i 30’erne

30’erne – en skabende periode

Danmark og resten af verden befandt sig i en økonomisk krise i 1930’erne. På den kulturelle og kunstneriske front havde krisen dog på ingen måde en lammende effekt for lille Danmark. Man kan ligefrem tale om frodige og aktive år: det engagerede og eksperimentelle teater havde sit gennembrud i 30’erne, mange forskellige tidsskrifter blandede sig i perioden med deres politiske "statements" og inden for den litterære verden var der adskillige stemmer, der ytrede sig på mangfoldig vis. Især litteraturen som behandlede hverdagens problemer, og som var skrevet med hverdagens sprog, var meget populær i tiden. Den økonomiske krisetilstand opmuntrede imidlertid også folk til at drømme sig væk gennem litteratur om svunden storhed, om gamle dages ro og om store personligheder.

Kritiske toner og kulturkamp
"Hvad med kulturen?". Sådan lød det 30’erne, og på baggrund af dette spørgsmål, blev der i 1933 dannet en kulturel folkefront. Den bestod af kulturradikale, progressive, borgerlige humanister, socialdemokrater, kommunister og uafhængige socialister. Det bredeste og længstvarende indslag i kampen for kulturen var tidsskriftet "Kulturkampen" (1935-39), som prioriterede "det frie ord" på tværs af ideologiske forskelle og sigtede mod at forsvare demokratiet og de radikale og humanistiske ideer. Tidsskriftet behandlede emner som abort, seksuelt frisind, arbejdsløshed, flygtningeproblemer og arkitektur – med andre ord mange af de problemstillinger, der også optager os i dag.

Flere af 30’ernes litterære værker er blevet klassikere som for eksempel Tom Kristensens 'Hærværk' (1930) og Knud Sønderbys 'Midt i en Jazztid' (1931). Begge bøger vakte opsigt, og hos nogen direkte beundring eller forargelse.

Kollektivromanen
I 1928 udkom Hans Kirks roman 'Fiskerne'. Det var startskuddet til en ny genre i dansk litteratur, nemlig kollektivromanen, som havde sin storhedstid i slutningen af 1920’erne og i 1930’erne. Karakteristisk for kollektivromangenren er dens skildring af en gruppe mennesker, der har et fællesskab på et arbejdsmæssigt eller miljømæssigt plan. Den fremstiller herunder en gruppes udvikling og kamp for at etablere sig, eller også analyserer den de kræfter, der fører til gruppens opløsning. 'Fiskerne' er et godt eksempel på, hvilken kraft et fællesskab og dets tro kan have. Anderledes er det med H. C. Branners kollektivroman 'Legetøj' (1936). Her er det manglen på fællesskab, der gør det muligt for magtbegæret og undertrykkelsesmekanismerne at slå igennem og knuse det lille samfund på legetøjsfabrikken, hvor meget af handlingen foregår. Samfundet på fabrikken skildres som en nazistat, hvormed Branner således trækker paralleller til tidens fascistiske fremvækst. Andre forfattere af kollektivroman er Leck Fischer, Harald Herdal og Martin A. Hansen.

Den forsvundne melodi
I 1930’erne blev småborgerskabet og mellemlagene karakteriseret med udtryk som ”den lille mand”, ”Larsen” og ”flipproletar” - det var især handels- og kontormedhjælperen, der gerne ville være fin med de fine og opstige socialt. I virkeligheden var denne gruppe i mange tilfælde dårligere organiseret og ringere stillet end arbejderklassen, som de så ned på og ikke ville identificeres med. Samfundets Larsner var på grund af krisen dermed ikke bare ramt økonomisk og socialt, men også mentalt, fordi den truende proletarisering ramte dem på den småborgerlige selvfølelse og gjorde de småborgerlige dyder ubrugelige. 

Både Kjeld Abell og Mogens Klitgaard portrætterede den lille mand, men på hver deres måde. Kjeld Abell gjorde det gennem eksperimentel teater med fornyelse af fremstillingsformen i skuespillet 'Melodien der blev væk' (1935). Her følger man Larsen og hans kone, der er taget ud for at finde den melodi, der står i kontrast til samfundet og det evige forsøg på at være fin og holde facaden. Teaterstykkets pointe er at vise, at ændringen af samfundet og den enkeltes vilkår kræver hårdt arbejde.

Mogens Klitgaards roman Der sidder en Mand i en Sporvogn (1937) er anderledes anonym i sit sprog. Men også her blev det afdækket, hvorledes den lille mands ønsker om social opstigning skabte livsløgne og følelsesmæssigt amputerede individer. Romanen er derudover et forsøg på at trænge ind i samfundets forskellige oversete kroge og klasser, hvilket betyder, at hverdags- og miljøskildringen bliver dominerende for romanens handling.

… og så alt det sjove og populære
Forskellige medier og andre kunstneriske former blomstrede i 30’erne. Radioen var meget populær, og i takt med at lyttertallet steg, blev sendefladen blev gradvist udvidet op gennem 30’erne. Fra 1935 etablerede tegneserien sig som selvstændigt medium, uafhængigt af aviserne, i form af de første tegneseriehæfter. Amerikanske tegneserier som Tarzan og Walt Disneys så dagens lys, men også herhjemme udvikledes en selvstændig tegneserietradition med f.eks. Henning Dahl-Mikkelsens 'Ferd’nand' fra 1937 og Arne Ungermanns 'Hanne (Husassistent) Hansen' fra 1935. Forfatteren, maleren, skuespilleren og opfinderen Robert Storm Petersen (Storm P.) havde succes med 'Peter og Ping', som han tegnede fra 1922 og frem til sin død i 1949. Også ugebladene havde kronede dage, ligesom de mere triviallitterære forfattere som Morten Korch var populære. Teater og revy blomstrede i 30’erne, og i 1929 så den første PH-revy dagens lys. PH (Poul Henningsen) var i det hele taget en dominerende del af 30’ernes kulturliv i kraft af sit virke som debattør og skribent, som arkitekt og revyforfatter. PH blev for eksempel en vigtig person i den berømte revykunstner Liva Weels karriere, idet han skrev mange af hendes sange. Det var PH-lampen og Liva, og ikke hans kritiske forfatterskab, der gjorde PH folkelig.

Kæledægge årti
1930'erne var et indflydelsesrigt og inspirerende årti for eftertiden – et årti som man i nogle tilfælde vil have en tendens til at romantisere netop på grund at den store aktivitet og de nye forekomster på det politiske og kulturelle plan. Det var et krisens årti på det økonomiske område, og derfor var tidens kulturelle- og litterære liv da også præget af pessimistiske og kritiske toner. I den forbindelse er det vigtigt at påpege, at der var mulighed og rum for de kritiske røster, og det blev benyttet. Anderledes blev det i 1940’erne, da nazismen tog over.

Cand. mag. Karin Petersen, september 2008