Ole Sarvig

Ole Sarvigs forfatterskab spreder sig over mange forskellige genrer, men han er i dag først og fremmest kendt som en af de mest centrale danske lyrikere i det 20. århundrede.

Det gennemgående tema hos Sarvig er hans oplevelse af, at moderne kultur som følge af to verdenskrige er ramt af en altopslugende værdikrise. Tidligere tiders sandheder er derfor blevet opløst i tom modernitet, der beherskes af gold intellektualisme, og dette kaster mennesket ud i en fremmedgørelse. Værdikrisen kan dog ifølge Sarvig overvindes via kunsten, der kan forvandle sanset virkelighed til sjælelig bevidsthed og derigennem opfordre til kristen medmenneskelighed, som bliver den nye mening i verden.

Sarvigs tidlige digte, navnlig Jeghuset, har været en vigtig kilde til inspiration for en hel generation af danske lyrikere - herunder Søren Ulrik Thomsen, Klaus Høeck og Michael Strunge.
 

”Når Ole Sarvig er på sporet efter det moderne menneskes sjælelige tragedie, lykkes det ham ofte at stille den rigtige diagnose. Han har i det hele taget et uhyggeligt skarpt blik for modernismens svage sider, og han kan sige overrumplende ting, som vil ramme en desillusioneret ungdom lige i hjertet.” (Information, 1950)

Ole Sarvig skrev i sit forfatterskab 15 digtsamlinger, 10 essaysamlinger, 4 romaner og et par skuespil. De fleste af hans værker er tilgængelige på eReolen.

I min research af gamle anmeldelser i Hovedbibliotekets arkiv om Ole Sarvigs forfatterskab er jeg stødt på overskriften ”Den søgende Sarvig”. Det er generelt for hans tidlige værker, at han søger efter menneskets nye identitet i tiden efter 2. verdenskrig. I nærliggende artikel tager jeg udgangspunkt i Ole Sarvigs digte, da det især er som digter, at han har markeret sig inden for dansk litteratur. Trods det faktum at han særligt er kendt for sit til tider vanskelige poetiske sprog, så fortjener Sarvig at blive fremhævet, da han har været en stor inspirationskilde for efterfølgende danske lyrikere.

Menneskepupper 
I perioden 1943-1948 udgiver den unge Ole Sarvig 6 digtsamlinger, og med debuten Grønne digte (1943) markerer Sarvig sig som en moden og eftertænksom digter. Sarvigs tidlige værker tager fat på et ungt jegs fornemmelse for tidens kollektive angstfulde uvished, der er resultatet af Anden Verdenskrig. 

Sammen med lyrikerne Thorkild Bjørnvig og Ole Wivel (også tilgængelig på eReolen) bliver Sarvig en del af en ny generation, der, pga. krigens mange ødelæggelse, ønsker at gøre sig fri af traditionerne og formulere en ny virkelighed og identitet. Det bliver eksempelvis tydeliggjort i Sarvigs Jeghuset (1944), hvor han skriver: ”Den smuldrende tid/ er en lergrå skrænt/hvor småsten rasler” og i Menneske (1948), hvor han skriver, at ”Alle dage er øde./ Vi, som lever, er tomme”. Sarvig bruger poesien som sprog for diagnsosen, som Information skrev i en anmeldelse i 1950:   

”Når Ole Sarvig er på sporet efter det moderne menneskes sjælelige tragedie, lykkes det ham ofte at stille den rigtige diagnose. Han har i det hele taget et uhyggeligt skarpt blik for modernismens svage sider, og han kan sige overrumplende ting, som vil ramme en desillusioneret ungdom lige i hjertet.” (Information, 1950)

I Jeghuset er huset åbenlyst et gennemgående motiv i billedsproget, som når han skriver, at ”mennesker gik/med lukkede ansigter./ Og de åbner ikke deres ansigts-porte,/når du banker". De lukkede ansigts-porte er et billede på den chokerede og desillusionerede tilstand mennesket, er efterladt i under og efter krigen. Måske er det netop derfor, at det ikke virker spor mærkeligt at læse Sarvigs tekster i dag, i en verden der på ny er præget af omfattende krige, mennesker på flugt og politisk og ideologisk ustabilitet. Krisen er for Sarvig, at ånden er forsvundet fra det menneskelige, og at vi alle går rundt i en tåge af ubekymrethed. Vi er nu pupper, der "hænger som skygger bag trapper og tage" (Dansk Litteraturs Historie, 1920-1960/"Pupper").    

Det er ikke hverdagsbilleder men  et rigt billedsprog, der fylder hos Sarvig, som var en stor del af de betydningsfulde Heretica-digtere. Det er et rigt billedsprog,  der bruges til at beskrive en virkelighed, der er uhåndgribelig og uforståelig på grund af verdenssituationen, den store krig. Tag for eksempel denne strofe fra digtet med den fantastiske titel Harmagedon fra Grønne Digte, hvor undergangsstemningen fylder rummet: 

"Nu mumler hele kloden

af knitrende klinger,

og skæbneurets viser

saa sært, uroligt svinger". 

Derfor skal du læse Ole Sarvig:
Sarvigs tidlige digte har været en vigtig inspirationskilde for 80’er-generationens lyrikere. Så hvis du er fascineret af Søren Ulrik Thomsen, Klaus Høeck eller Michael Strunge, så vil du også elske Sarvigs digte. Sarvig og hans digte er ikke kun interessante på grund af den store litteraturhistoriske betydning, men også i lyset af nutidens turbulens - hans stemme tilføjer et sprogligt og et åndeligt tilflugtsted. 

Kort om forfatteren

• Født: d. 27 november 1921, København
• Død: d. 4 december 1981, København
• Debut: Grønne digte, 1943
• Litteraturpriser: Det danske Akademis Store Pris, 1967
   

Klik her for at finde bøger af Ole Sarvig på eReolen. 

Af Pernille Egebæk Vadstrup