Alle kender navnet Johannes V. Jensen. De fleste har tilmed læst et eller andet af manden fra Farsø. Johannes V. Jensen har været fast inventar på skolernes pensumlister i 100 år.
Enhver eksponering får selvfølgelig historiske bivirkninger. For eksempel er 'Kongens Fald'(1900-01) blevet trykt i et oplag på mellem 250.000-300.000 eksemplarer. Med andre ord er det ingen overraskelse, at romanen i 1999 blev kåret som det 20. århundredes bedste danske bog ved en art litterær folkeafstemning.
Jensen har særstatus i Danmark – ja, han er vel nærmest et nationalt klenodie, ikke mindst fordi han modtog litteraturens prestigefyldte Nobelpris i 1944 under besættelsen, hvor nationale bedrifter vakte ekstra glæde og stolthed.
Litteraturens DanskTop
Fortidens skolebørn læste Johannes V. Jensen, og i fremtiden læser vi med sikkerhed også 'Kongens Fald'. Det står ikke til at ændre – slet ikke i denne tid, hvor kanonudvalget netop har publiceret en standardliste over litterære højdepunkter, litteraturens DanskTop.
Alligevel skal man ikke lade sig narre: Kanonlister er et udramatisk fænomen, kendetegnet ved et totalt fravær af overraskelser. Udvalget har sådan set blot cementeret, hvad allerede er almindelig praksis på hovedparten af landets uddannelsessteder.
Kanonlisten bliver straks mere interessant, idet man overvejer, hvad den indirekte er et udsagn om. Når man ser listen, kan man umiddelbart afkode visse af udvalgets kriterier.
Forfatteren skal helst være død, forfatteren skal helst være mand og forfatteren skal være dansk, selvom en kongerække af udenlandske forfattere har påvirket dansk litteratur afgørende. Som et udtryk for en konservativ nationalisme fastholder kanonudvalget illusionen om en unik dansk litteratur løsrevet fra europæiske og globale sammenhænge.
Med kanonlisten forsøger man at repræsentere litteraturhistoriens typiske stationer, såsom oplysningstid, romantik, modernisme osv. Det kniber dog lidt med et fyldestgørende billede af litteraturens reelle, historiske mangfoldighed: påfaldende nok er eksempelvis avantgarden og anti-litteraturen ikke repræsenteret på kanonlisten, hvorimod den klassiske roman ikke er blevet glemt i farten.
Her vil man måske påpege, at kanonlisten skal læses som en regulær DanskTop. Henrik Pontoppidan (1857-1943), Herman Bang (1857-1912) og Johannes V. Jensen er simpelthen bare bedre end Per Højholt (1928-2004), Dan Turèll (1946-93), Tove Ditlevsen (1917-76) og Inger Christensen (f.1935). Måske er de blot væsensforskellige forfattere, kunne man forsigtigt indvende.
Hvad er litterær kvalitet?
Kvalitet kan næppe opgøres på objektiv vis, selvom kanonlisten måske umiddelbart ser fornuftig ud (den fornemmelse kan til dels identificeres som ”genkendelsens glæde”). Her må man ikke overse kanonudvalgets egne uundgåelige prioriteter, som i sidste instans giver udtryk for en æstetisk norm – en målestok for, hvordan den rigtige og gode litteratur bør ser ud. Udvalget har i høj grad opprioriteret det traditionelle; listen bekræfter tydeligvis de fremherskende forventninger til den gode litteratur.
Med andre ord bliver man ikke overrasket over kanonen, fordi den netop kun befæster, hvad man har lært i skolens danskundervisning. I den forbindelse er det ærgerligt, at kanonudvalget ikke har grebet chancen til at udvide litteraturbegrebet i dansk sammenhæng.
Man kan også fremhæve, at udvalget primært består af ældre mennesker, måske fordi høj alder - som bekendt - giver en eksponentiel vækst i intelligens og udsyn. Med aldersfordelingen in mente er kanonlisten uden tvivl et koncentreret udtryk for en bestemt generations syn på litteratur. Det kan man illustrere ved et sideblik til dansk litteraturs superklassiker, nemlig ”Kongens Fald”.
God til at skrive metaforer
Man behøver ikke læse mange sider for at se, at Johannes V. Jensen er rigtig dygtig til at skrive gode metaforer. ”Kongens Fald” har andre åbenlyse egenskaber - eksempelvis er bogen præget af mange tvetydigheder i kraft af det poetiske sprog og overraskende spring i tid og rum. Tvetydighed kan være en kvalitet i sig selv, især hvis man som læser er på jagt efter identifikationsmuligheder.
På det punkt går man ikke forgæves i ”Kongens Fald”, hvilket mange har fremhævet som en afgørende årsag til romanens succes og særstatus i gymnasiet. Sidst men ikke mindst har vi at gøre med en ”ægte” dansk roman, der beskriver vores nationale historie gennem en handling, som inddrager hele Danmarks geografi og nuværende territorium, selv yderpunkter som Samsø, Læsø, Anholt og Als.
Den særstatus har også en litteraturteoretisk forklaring. I det danske uddannelsessystem har mange længe undervist efter en bestemt opfattelse af litteratur, hvor det gode værk er forfattet med en særlig balance imellem del og helhed, en æstetisk balance, man typisk påviser via tematiske modsætninger, såsom liv og død.
Denne litterære analysemetode giver et produktivt møde med ”Kongens Fald”, som går fint i spænd med en klassisk fortolkningstradition, hvor forfatterens geniale væsen gennemsyrer hvert eneste komma på hver eneste side. Det officielle billede af Johannes V. Jensen understøtter i øvrigt denne læsning. I sin levetid imødekom han de typiske forventninger til det litterære geni. På fotografier og i interviews fremstår Jensen ofte alvorlig, tavs og mystisk.
Han blev betalt pr. linje
Kanonudvalgets liste bygger på en bestemt opfattelse af den danske litteraturhistorie, hvor avantgarden og anti-litteraturen endnu ikke er accepteret. Den skæve fordeling er uheldig, ikke mindst fordi den udelukker utraditionelle læsninger af ”Kongens Fald” og dansk litteraturhistorie in toto. Efterhånden er det vistnok ingen hemmelighed, at Johannes V. Jensen blev aflønnet for romanen på såkaldt liniebetaling, dvs. Jensen tjente sin løn per linie, han producerede. Måske er romanens form og de mange, lange naturbeskrivelser ikke udelukkende dikteret af æstetiske hensyn, men lige så vel af økonomiske?
Johannes V. Jensen indledte sin karriere som forfatter under pseudonymet Ivar Lykke. I perioden 1895-98 udgav han 10 knaldromaner som føljetoner i et illustreret familieblad. Her lærte han mange tricks, som man sagtens kan genfinde i Jensens første romaner, som han i sin alderdoms desperation slettede fra forfatterskabet.
'Kongens Fald' indeholder mange typiske karaktertræk fra det kulørte melodrama, eksempelvis de tydelige modsætningsfigurer, en generel brug af effekter og overdrivelser. 'Kongens Fald' er også tilsat en pæn portion sex og vold. Netop derfor er romanen måske en meget underholdende sag? Det 20. århundredes bedste danske bog udkom oprindeligt som en føljetonroman i tre dele fra 1900-1901, og ligner faktisk mest af alt en krydsning mellem knaldromanen og den historiske roman forfattet i et poetisk humør.
Johannes V. Jensens eftermæle som seriøs og mystisk forfatter skygger i nogen grad for alternative læsninger af forfatterskabet. Men Jensen kendte udmærket overlevelsesvilkårene for en moderne forfatter, og han har uden tvivl satset på billedernes reklameværdi, for han ønskede sig inderligt et gennembrud som populær forfatter. Det perspektiv må man ikke glemme, selv i forbindelse med et ophøjet litterært værk, som eftertiden nu tilbeder på linie med religionens kanoniske skrifter.
Kommentarer