Martin A. Hansen har skrevet 'Løgneren', der er en af de absolut største klassikere i dansk litteratur. Det er en hjerteskærende nænsom, dyb og stærk beretning om almindelige mennesker, fiskere, bønder, småhandlende og en skolelærer og deres kampe med naturen inden i og omkring dem.
Martin A. Hansen (1909-55) blev født som husmandssøn i Strøby ved Køge. Han blev en af de vigtigste personer i efterkrigstidens åndsliv, og hans bøger kalder på eftertanke. Hvis man vil læse noget, der virkelig er udfordrende, skal man læse hans værker. Ikke fordi de er svært tilgængelige eller akademisk spidsfindige, men fordi de rækker udover deres egen samtid og får læseren til at reflektere over sig selv som menneske.
Martin A. Hansen er blevet kaldt meget gennem tiden – lige fra pietetsdyrkende og antikvarisk til modernistisk og genial. Men da Martin A. Hansen arbejder med et utal af genrer, motiver, niveauer og symboler, indfanger ingen af disse prædikater kompleksiteten i hans forfatterskab. For Martin A. Hansen ér kompleks. Selvfølgelig kan man sagtens læse hans bøger for deres historiers skyld – og det endda med stor fornøjelse, men det fulde udbytte får man først, hvis man giver sig tid til at dykke ned i bøgerne, tænke og reflektere. Hans bøger kan læses flere gange, og hver gang vil man finde noget nyt. Derfor er der også skrevet meget modstridende om Martin A. Hansen. Hans værker er belyst fra mange forskellige vinkler, og der kommer stadig nye til. Men den mangfoldige, og til tider modstridende, sekundærlitteratur vidner netop om bøgernes karakter af klassikere.
Tro og gammelliv
I Martin A. Hansens værker mærker man fortiden. I samtlige finder man flere spor og citater fra både bibelske og oldnordiske fortællinger. Umiddelbart kan det virke som et modsætningsforhold, at både den hedenske og kristne kulturarv bliver taget op, men som det religionshistoriske værk 'Orm og Tyr' (1952) vidner om, interesserede Martin A. Hansen sig for begge kulturkredse.
Kristendommen spiller generelt en stor rolle i forfatterskabet - både som inspiration og som selvstændigt motiv. Dette er typiske for Heretica-generationen, som Martin A. Hansen tilhørte. Hereticanerne forholdt sig i deres forfatterskaber, til den meningsløshed og tomhed, som prægede verden efter 2. Verdenskrig. I modsætning til senere forfattergenerationer mente de dog ikke, at denne tomhed var uundgåelig, men derimod at et nyt livssyn kunne opbygges med basis i den kristne tankegang. Hereticanerne var specielt optagede af Kierkegaards sammenknytning af det religiøse og den personlige frihed: "Det personlige ansvar". I Løgneren (1950), som i flere andre af Martin A. Hansens værker, gennemspilles spørgsmålet om ansvar, skyld og næstekærlighed med kristendommen som bagtæppe. 'Løgneren' har stærke allusioner til Søren Kierkegaards 'Enten – Eller', hvis hovedpersoner da også deler navn med 'Løgnerens' jeg-fortæller. I en dagbogsform, som dog senere viser sig at være et falsum, følger vi jeg-fortælleren, degnen Johannes Vig, i hans refleksioner over synd, skyld og ansvar, og forvirres af hans eget selvpåsatte løgnerprædikat. Et prædikat som bevirker, at det ikke er muligt at finde sandheden om, hvad Johannes (og forfatteren) mener eller ikke mener. Den samme usikkerhed gør sig gældende i forhold til romanens noget idylliserende skildringer af gammellivet. Selv mange år efter bogens debut, er det stadig umuligt at vurdere, om Johannes’ meninger om det hensygnende landboliv og den moderne teknologiske tilværelse, overhovedet er udtryk for hans reelle holdning, og om det deles af forfatteren. De to temaer – troen og det gamles kamp mod det moderne, kan findes i samtlige af Martin A. Hansens værker og har en stor del af skylden for, at han af eftertiden er blevet opfattet som antikveret og bagudskuende.
Krigen og sproget
Det vil dog være forkert at opfatte Martin A. Hansen som bagudskuende og antikveret. Hans holdninger til både trosspørgsmålet og gammellivet var affødt af hans samtid. Han skrev primært under og efter 2. Verdenskrig – en krig hvor han selv deltog aktivt i modstandsbevægelsen og var fortaler for stikkerlikvideringerne. Efter krigen måtte han erkende, at der var faldne blandt de folk, der havde ageret på hans opfordring, og at disse derfor aldrig nåede at opleve den kollektive overtagelse af ansvaret for stikkerlikvideringerne. Skyldfølelsen over dette er måske baggrunden for, at hans romaner netop i høj grad fokuserer på spørgsmålet om skyld og ansvar. Bøgerne har primært fokus på den intellektuelles og forfatterens ansvar. Både i 'Løgneren' og 'Lykkelige Kristoffer' (1945) er jeg-fortælleren kendetegnet ved at have ordet i sin magt, og dermed også magten til at påvirke og manipulere omgivelserne i positiv eller negativ retning. En magt Martin A. Hansen selv havde gjort brug af i sin opfordring til stikkerlikvideringer. Således er et af de spørgsmål romanerne kredser om, hvorvidt en sådan intellektuel magt også efterlader personen med et ansvar.
I forlængelse af oplevelserne under krigen mente Martin A. Hansen, tillige med de fleste andre hereticanere, at de forskellige moderne ideologier havde spillet fallit. Et af de vigtigste kritikpunkter var sproget – både propagandaens ensporede udgydelser, det tekniske instrumentelle sprog, og nyhedsmediernes sensationsprægede overskrifter. Således havde Martin A. Hansens patos et antiautoritært sigte. Det fungerede som bevidst modsprog til magtens sprog og blev i sin samtid læst som sådan. Da nye generationer, som ikke huskede krigen og den umiddelbare efterkrigstid, kom til, forsvandt forståelsen for det antiautoritære i Martin A. Hansens sprog, og det blev opfattet som gammeldags og opstyltet.
Modernisme og eftertænksomhed
Selvom eftertiden har kaldt Martin A. Hansens sprog for gammeldags, mener jeg, at hans sprog stadig er værd at bemærke - også selvom det ikke mere læses som et korrektiv til magten. Hans sprog har noget poetisk og magisk over sig, der minder om de gamle kvad og bibeltekster. Hans natur- og miljøbeskrivelser er lyriske og indeholder store dybder og mangfoldige lag, som det stadig er værd at undersøge.
Heller ikke selve værkerne er blevet forældede. Selvom konfrontationsmodernisterne ikke havde meget til overs for Martin A. Hansen og mente, at han stod i modsætning til modernismen, har hans forfatterskab mange træk til fælles med netop modernismen. Han var inspireret af en af de første store modernister – T.S. Eliot, der ligesom han selv, formåede at gøre dét, som konfrontationsmodernisterne anså for umuligt – at være kristen og modernist på samme tid. Ligesom T.S. Eliot, tematiserede Martin A. Hansen det meningstab, der dominerede verden efter de store politiske ideologier havde spillet fallit, og forsøgte at sætte en anden orden i stedet. I hans måske mest modernistiske værk 'Midsommerfesten' fra 'Tornebusken' (1946) kommer samtidens splittelse til syne i eksperimenterende fortællemåder, der sprænger efterkrigstidens dominerende episke former. Fortællingen gør op med de realistiske konventioner og fungerer på et nyt og anderledes metatekstligt niveau, hvor forfatteren taler direkte med sin læser. 'Midsommerfesten' fik stor betydning for den senere prosamodernisme, ligesom 'Løgneren' inspirerede Per Højholt til dagbogsromanen '6512' (1969).
Selvom Konfrontationsmodernisterne satte Martin A. Hansens uden for det gode selskab, blev han alligevel en inspiration for eftertiden og er det den dag i dag. Hans værker kan stadig tilbyde læseren en udviklende oplevelse. Når man har læst ham, sidder man tilbage og tænker, ikke nødvendigvis over de ting, der foregår i verden omkring en, men på sig selv som individ. Han giver muligheden for at genkende sig selv i hans personer – også de knap så gode sider, og han motiverer til at reflektere over egne valg og eget ansvar uden at komme med moralske pegefinger. Den usikkerhed, der præger de fleste af Martin A. Hansens værker, er en styrke, når det handler om at skildre menneskets forhold til sig selv, fordi individportrætterne aldrig bliver flade eller gennemskuelige.
Hvor skal man starte
Det er svært at sige, hvor man skal starte med Martin A. Hansen. Mange vil allerede have stiftet bekendtskab med novellerne fra 'Tornebusken' (1946), 'Agerhønen' (1947) og 'Paradisæblerne' og andre historier (1953), da flere af novellerne fra disse samlinger er antologiklassikere. Hvis man ikke kender dem, vil jeg anbefale at man starter dér, fordi man på den måde kan lære Martin A. Hansen at kende, i det tempo der passer en. Man kan eventuelt læse én hver aften som et godt stykke chokolade efter lektielæsning.
Hvis man er til det super refleksive, skal man starte med 'Løgneren'. Der er en grund til, at den har hævet sig over hans andre værker og er blevet en sand klassiker. Johannes Vigs ambivalente forhold til sig selv, omverdenen og kvinderne, står for mig som et af de bedste individportrætter i dansk litteraturhistorie.
Også for dem der foretrækker den historiske roman, har Martin A. Hansen noget at tilbyder. I romanen 'Lykkelige Kristoffer' bliver man ført tilbage til middelalderen og følger en noget anderledes helteskikkelse på hans vej til sit personlige mål. Det mere humoristiske finder man i romanen 'Jonatans Rejse' (1941), der i høj grad minder om Cervantes og Diderot. Det er en skælmsk rejseroman, som er stærkt inspireret af eventyrgenren. Således tilbyder Martin A. Hansen lidt til enhver smag, så det er bare at komme i gang.
Af Sidsel Sander Mittet,
Læs Martin A Hansens værker på eReolen
Kilder, links og centrale værker
