Af cand. mag. i dansk/historie Nanna Rørdam Knudsen
Hvornår har Oehlenschläger, Holberg og Henrik Pontoppidan sidst fået så meget opmærksomhed? Den danske kanon har sat de gamle digtere på dagsordenen og bragt sindene i kog.
Bølgerne er gået højt i diskussionen: Er det de rigtige forfattere, der er med? Burde der være flere kvinder med? Og frem for alt: Skal vi overhovedet have en kanon?
”Det, vi læser alligevel”
Den danske kanon indeholder tre dele: Den fælles kanon, tillæg til folkeskolen og tillæg til de gymnasiale uddannelser. Den fælles kanon indeholder de forfatterskaber, som alle elever i folkeskolen og på de gymnasiale uddannelser skal læse mindst én tekst af, mens tillæggene ikke er obligatoriske, men er anbefalinger til forfatterskaber. At få læst mindst én tekst af de obligatoriske forfattere vil næppe volde de store problemer.
Gymnasieelevernes kommentarer har været stort set enslydende: ”Det er jo det, vi læser alligevel.” Det har fået kritikere af kanonen til at mene, at den er forudsigelig. Til det må man indvende, at selve ideen med kanonen er, at den skal indeholde klassikere og ikke, at den skal introducere ukendte eller mere ubetydelige forfattere. Spørgsmålet kan jo så i stedet gå på, om vi har brug for en fast defineret kanon, hvis skole- og gymnasielærere allerede sørger for at introducere de vigtigste klassikere i den danske litteratur?
Værkerne
I den obligatoriske kanon såvel som i tillæggene er det forfatterskaber, der er fastlagt. Det er op til lærerne selv at vælge hvilke værker, deres elever skal læse. Det er også mødt med en del kritik. De fleste forfatteres har skrevet såvel betydelige som mindre betydelige værker. Kanonudvalget kunne have valgt at fastlægge nogle værker, der kunne vælges imellem, men har valgt at bibeholde en større grad af selvbestemmelse hos lærerne og de enkelte skoler. Sandsynligheden taler dog for, at mange skoler vil anskaffe sig ”kanonlæsebøger,” når de kommer på markedet, og at det således vil være redaktørerne af læsebøgerne, der i realiteten kommer til at udvælge værkerne.
Kvinder og kanon 
Mange har fæstnet sig ved, at der i den obligatoriske kanon kun optræder én kvinde, Karen Blixen, og at der i tillæggene kun er tre kvinder, Tove Ditlevsen, Cecil Bødker og Inger Christensen. Underskuddet af kvindelige forfattere har vakt en del harme. Den obligatoriske kanon består med en enkelt undtagelse (Rifbjerg) af afdøde forfattere, de fleste fra før 1950.
Selv hvis man går ind for positiv særbehandling, er det altså ikke lige sådan at finde betydelige kvindelige forfattere fra barokken eller romantikken. De findes stort set ikke. Alligevel kunne der måske være fundet plads til f.eks. Leonora Christine og Johanne Louise Heiberg, der begge har været med til at forme den selvbiografiske genre.
En anden forfatter, der efter min mening burde have været med som en yderst interessant og læsbar forfatter fra det moderne gennembruds tid, er Amalie Skram. (Hun er ganske vist nordmand, men det er Holberg, Wessel og Ibsen også, og de er taget med på listen uden skrupler.) Nogle har foreslået Thomasine Gyllembourg, der ganske vist i sin tid havde en glimrende karriere som forfatter, men som næppe vil vække den store litterære interesse i dag.
Jeg kunne godt have ønsket mig, at nogle af de ovennævnte forfatterinder optrådte i tillæggene. Jeg vil give kanonudvalget ret i, at det ikke er muligt at finde flere kvinder til den obligatoriske liste, da der ikke er kvindelige forfattere fra før 1950, der rangerer som klassikere i samme grad som de forfattere, der er med på listen. Det skulle da lige være Inger Christensen, der uden problemer kunne have været flyttet fra tillægget til den obligatoriske liste.
Rigtig prioritering?
Det måske vigtigste spørgsmål i kanondebatten er, om udvalget har prioriteret rigtigt, om det er de rigtige forfattere, der er i henholdsvis kanonen og tillæggene. Det kan betragtes som en noget tvivlsom beslutning, at det ikke er obligatorisk - men kun anbefalet - at stifte bekendtskab med Kierkegaard, ligesom mange vil savne salmedigterne Brorson, Ingemann og Kingo på den obligatoriske liste. Omvendt må man rose udvalget for at huske forfattere som Ole Lund Kierkegaard og Halfdan Rasmussen, der på hver deres måde har været med til at vise både børn og voksne, hvor rigt sproget og fantasien kan være.
Kommentarer