Doktor søvn af Stephen King

Underholdende, spændende men ikke så uhyggelig. Den længe ventede fortsættelse til Ondskabens hotel lever ikke helt op sin forgænger, men det synes næsten også umuligt.

'Ondskabens hotel' er vel nok én af Stephen Kings mest berømte gyserhistorier, og nu næsten tredive år efter følger fortsættelsen. Kun tre personer overlevede de frygtelige begivenheder på hotellet Overlook, heriblandt Jack Torrances søn, Danny, som dengang var fem år. Danny havde allerede dengang en række overnaturlige evner. Han kunne ”skinne” (en blanding af telepati, syner om fremtiden, evner til at se de døde og sådan noget), og lige siden har Danny forsøgt at fortrænge disse egenskaber. Som voksen mest igennem alkohol og stoffer, og fuld af selvhad og selvdestruktion har han hutlet sig igennem Amerika.

Efter i bogstaveligste forstand at have skrabet bunden slår han sig ned i en lille by, får arbejde på det lokale hospice og finder vej til AA (Anonyme Alkoholikere). Tolv år efter er Danny stadig clean, han trives i lillebyen og benytter sine særlige evner til at hjælpe de døende patienter trygt ind i døden. Dannys særlige evner har skabt en forbindelse mellem ham og pigen Abra, der har de samme evner som Danny, og da pigen trues af en underlig kult, De sande Forbundne, beslutter Danny at hjælpe til. De Sande Forbundne er i virkeligheden en slags vampyrer, der lever af ”dampen” fra børn med overnaturlige evner. De er praktisk talt udødelige, og forklædt som harmløse ældre rejser de Amerika tyndt i deres enorme mobile homes konstant på jagt efter særlige børn, som de fanger, torturerer til døde og ”æder”. Og for kulten vil Abra med hendes helt specielle evner være den ultimative føde.

Historien er en slags uafhængig fortsættelse af Ondskabens hotel, som egentlig oprindeligt på dansk hed Drengen der skinnede (som passer så meget bedre til indholdet), men den danske titel blev lavet om, efter at Kubrick havde lavet sin filmudgave af bogen. For mange står Ondskabens hotel som den ultimative gyser, så en fortsættelse ligner en totalt umulig opgave, som kun King kunne finde på at kaste sig ud i. Nærværende bog har derfor virkelig noget at leve op til, og det er heller ikke helt lykkedes. Først og fremmest fordi historien slet ikke er særligt uhyggelig, men til gengæld er spændingen intakt, og på sædvanlig King-facon bliver der undervejs plads til en række kommentarer og hints til både dette og hint. Der refereres blandt andet til musik, politik og bøger, for eksempel Game of Thrones, krimierne om Lucas Davenport og Kings helt eget beske udtryk for alle de mange bøger med engle, varulve og vampyrer, som han kalder for tweenageporno.

Bogen giver desuden et aldeles fremragende portræt af en mand, der plages af dæmoner (både de virkelige og de uvirkelige) og afhængighed, og King er i virkeligheden fremragende til at beskrive mennesker og deres reaktioner. Ingen forstår som King at skrive spændende historier, (”historier skal sparke røv”, som han siger), og selvom han i denne historie bruger for meget tid på at beskrive AA og filosofien bag, og at de øgenavne, som kultens medlemmer er blevet forsynet med, er irriterende latterlige, så er denne fortælling stadig ganske vellykket og i hvert fald aldeles underholdende.