Store forventninger

Hvis der er en ting, man kan være næsten sikker på, når man giver sig til at læse en roman, der handler om overklassen, så er det, at man vil få fortalt en historie om idiotiske og snobbede mennesker.

Ingen befolkningsgruppe (det skulle da lige være borgerskabet) har lidt samme hårde medfart i litteraturens verden som overklassen, der meget ofte fremstår som en højst ubehagelig forsamling, grænsende til det komiske. Sådan er det også hos den engelske forfatter Charles Dickens (1812-70). Tænk bare på den stenrige gnavpot Ebenezer Scrooge i Dickens' fortælling 'Et juleeventyr' (1843), der er så urimelig nærig, at han beslutter sig for simpelthen at springe julen over, fordi han synes, den koster alt for meget.

Overklassen er ikke dominerende i Dickens' forfatterskab, der mest er berømt for at handle om underklassen. Men ud over 'Et juleeventyr'  har hans fremragende roman Store forventninger (1860-61) netop overklassen som omdrejningspunkt. 'Store forventninger' handler om den forældreløse dreng Pip, der vokser op under beskedne kår hos sin 20 år ældre og ekstremt vrisne, selvmedlidende og brutale søster. Pips svoger, den godmodige Joe, er grovsmed, og alt tyder på, at Pip skal følge i hans fodspor. Men langsomt begynder han at komme i kontakt med overklassen.

Først bliver han hyret til at opvarte den stenrige Miss Havisham, der lever isoleret i et mystisk hus, fordi hun i sin tid blev droppet af sin forlovede på selve bryllupsdagen – derfor går hun altid rundt i en mølædt brudekjole, og hendes hus står i det hele taget uændret siden det fejlslagne bryllup, hvilket blandt andet betyder, at der står en pilrådden bryllupskage på bordet. Pip forelsker sig straks i Miss Havishams smukke adoptivdatter Estella. Hans kærlighed er dog ikke ubetinget gengældt, for Miss Havisham har indirekte hævnet sig på sin tidligere forlovede ved at opdrage Estella til mandehader. Desuden oplever Pip hos Miss Havisham en mindre skøn side af overklassen, idet han ser, hvordan hendes grådige familie fedter for hende i håb om at maksimere deres fremtidige arv.
Senere bliver Pip selv del af overklassen, da det pludselig viser sig, at en anonym sponsor har besluttet at tildele ham en formue i håb om at forvandle ham fra grovsmed til overklasseløg. Derfra går det slag i slag: Pip falder hurtigt til i sit nye liv og tillægger sig dyre vaner. Og de store beløb, som han får fra sin ukendte sponsor, får hurtigt ben at gå på, indtil den dag, hvor Pip finder ud af, at hans overklasseliv ikke helt hang sammen, som han havde troet og håbet på – hvilket jeg ikke børe afsløre mere om her ...

'Store forventninger' er på mange måder en klassisk fortælling om en dreng som oplever en radikal omvæltning i sin tilværelse. Men som læser kan man alligevel ikke lade være med at undre sig over, at Pip uden videre accepterer at forvandle sig til overklasseløg. For det portræt, man får tegnet af overklassen, inden hans ukendte sponsor melder sig på banen, er virkelig ikke tillokkende: Miss Havisham er kugleskør. Hendes familie er en flok skinsyge og grådige snobber. Det nærmeste man kommer et overklasseløg på Pips hjemegn, nemlig den velhavende frø- og kornhandler Pumblechook, er måske romanens mest irriterende person overhovedet – hvilket ikke siger så lidt. Og adoptivdatteren Estella er så følelskold, at Pips kærlighed til hende ikke virker som en tilstrækkelig grund til at lægge tilværelsen radikalt om.

Dickens opridser dermed en mærkelig social dynamik: Overklassen er helt tydeligt et ubehageligt slæng. Men det betyder ikke så meget. For så snart man får mulighed for at blive en del af slænget, er det helt utænkeligt, at man skulle sige nej. Det mål, alle stræber efter, er gennemkorrumperet. Men det holder bestemt ikke folk fra at stræbe.

Det betyder ikke, at Dickens var en socialt engageret og kritisk forfatter, der kæmpede en hård kamp op ad bakke. Han var muligvis socialt engageret og kritisk. Men han kæmpede bestemt ikke op ad bakke. Tværtimod var Dickens voldsomt populær i sin samtid. Allerede debutromanen 'Pickwick-klubben' gjorde ham til en litterær superstjerne.

Faktisk opnåede Dickens en popularitet, som det er vanskeligt at forestille sig hos nogen forfatter i dag. Ikke alene var han på lange oplæsningsturneer i både Storbrittanien og USA. Når han skrev noget nyt, var det nærmest sensationelt. Dickens udgav de fleste af sine romaner som føljetoner, og de nyeste kapitler udkom i England før USA. Det resulterede ifølge anekdoten i, at folk stod på havnen i New York og forsøgte at anråbe de skibe, der kom fra England, for at få fortalt den seneste udvikling i hans romaner.

Et andet eksempel på hans gennemslagskraft er, at det frygtede Marshalsea-gældsfængsel øjensynlig blev nedlagt, fordi Dickens havde tegnet et lammende protræt af det i Little Dorrit og Pickwick-klubben. I den forbindelse kan man i øvrigt tilføje den biografiske detalje, at Dickens' egen far sad en tid i netop Marshalsea, fordi han havde været så opsat på at opretholde familiens overklasselivsstil, at han havde forgældet sig til op over begge ører. Kritikken af overklassens verdensfjerne ødselhed i Dickens' romaner er altså ikke grebet ud af den blå luft.

Dickens' popularitet smittede også af på hans måde at skrive på. På en helt bogstavelig måde: Da de første kapitler af føljetonromanen Martin Chuzzlewit ikke solgte som forventet, pejlede Dickens stemningen og tilføjede et par amerikanske kapitler for ligesom at gøre det hele mere spiseligt for det amerikanske publikum. Det er formentlig ikke så få forfattere, der ville ønske, at der stadig var mulighed for den type kundepleje.

Dickens' popularitet signalerer hvor meget hans humoristiske og tragiske portræt af det engelske samfund vandt genklang hos hans læsere. Hans satire over overklassen er ikke kun udtryk for en privat holdning, men for en mere udbredt skepsis over for traditionelle klasseskel i 1800-tallets England. Hos Dickens spiller forestillingen om den høflige, ærefrygtige og tapre engelske overklasse-gentleman ingen som helst rolle – ud over som kilde til morskab. I forhold til fremadstormende industrimagnater, virker den gamle overklasses forsøg på at holde fast i gamle værdier både fjollet og umulig.

Dickens' overklasseløg kan vælge mellem to ting: Enten kan han springe ud som benhård industrikapitalist og udbytter. I den forstand adskiller han sig ikke væsentligt fra de forbryderiske krejlere, der forekommer overalt i Dickens' romaner – i Store forventninger har vi f.eks. den frygtindgydende straffefange og succesfulde storsvindler Compeyson, der ikke skyr noget middel for at opnå magt og rigdom.

Hvis overklasseløget ikke vil gå den vej, kan han holde sig på afstand, leve det søde liv og fyre penge af, som om intet var hændt. Men i så fald vil han på et tidspunkt vågne op til en slem forskrækkelse. Det er netop, hvad der sker for Pip i 'Store forventninger'. Overklassen er ikke, sådan som han forventede.

Af Cand. Mag. Martin Laurberg