Et juleeventyr

Hvis man af og til har tænkt: ”I år aflyser jeg julen”, behøver man ikke føle sig helt alene. Når butikkerne allerede i november minder os om, at julen også er en forbrugsfest, kan man i hvert fald føle sig fristet til en sådan vanhellig gerning. Ikke mindst læsere af Anders And blade vil vide, at Anders genkommende truer Rip, Rap og Rup med at fejre julen i januar, hvor butikkerne holder deres gunstige udsalg.

Hvor Anders And altid roder sig ud i uheld på den bekostning, har andre haft mere succes med at aflyse julen. Til eksempel blev julen ligefrem bandlyst i England i 1652. Totalforbudet blev fastholdt frem til 1660, og først under Dronning Victorias lange regeringsperiode (1837-1901) blev julen for alvor fejret igen.

Kulturhistorisk har man haft meget forskellige opfattelser af, hvad julen egentlig er, og hvilken status man skal tilskrive den. Genealogisk betragtet har festlighederne et komplekst, både hedensk og kristent, ophav, men vores idé om julen hidrører på mange måder fra 1800-tallet, hvor industrialiseringen gav julen en moderne form og mange andre af vores kulturs skikke og ritualer.

Litteraturen fra den tid bidrog til at nyfortolke bl.a. julens funktion i en moderne sammenhæng. Her træder særligt én forfatter frem, nemlig Charles Dickens (1812-1870), som skrev en lang række julehistorier i tidstypiske opsætninger. Den mest berømte af disse er uden tvivl Et juleeventyr(1843).

Dickens er i dag kendt som én af 1800-tallets største angelsaksiske forfattere. I sin samtid var Dickens en regulær litterær superstar; han var måske den første forfatter, der gennemførte lange oplæsningsturnéer i både Europa og USA. Romanerne 'David Copperfield' (1849-50) og 'Oliver Twist' (påbegyndt 1836) er af mange kendt som bøger fortalt fra barnets perspektiv, men Dickens’ forfatterskab indeholder også mere modne og alvorsfulde romaner, eksempelvis 'Bleak House' (1852-53) eller 'Hard Times' (1854).

Karakterportrætter udgør Dickens’ spidskompetence, og andre særlige kendetegn er forkærligheden for komiske/effektfulde overdrivelser samt den didaktiske fortællestil. Dickens var på én og samme tid spasmager og skolelærer, og den usikre forbindelse mellem disse positioner udnyttede han lystigt. Efter at have læst Dickens vil enhver kunne medgive: Dickens’ ord skal ikke altid tages for pålydende. Men hvor komikken stopper og alvoren sætter ind kan være meget svært at afgøre.

Disse kvaliteter har blandt andet gjort Dickens’ bøger velegnede som forlæg for tegneserier og tegnefilm, ja mange kender nok eksempelvis Et Juleeventyr fra tegnefilmsversionen eller hovedpersonen Ebenezer Scrooge som den stenrige Onkel Joakim (Uncle Scrooge) i Anders And bladene.

Ganske symptomatisk bestemmer netop Ebenezer Scrooge sig for at aflyse juleaften i Dickens’ velskrevne julefortælling. Af denne grund får alle, som ønsker ham ”glædelig jul” eller synger julesange, en hård medfart. Motivationen for Scrooges had til julen skal ikke afsløres her, men som i mange af Dickens’ bøger beskriver fortællingen en læringsproces, hvor hovedpersonen gennem forskellige handlingsoptrin til sidst erkender egne fejl og bliver et nyt og forbedret menneske.

Afsløringen af handlingens klimaks ødelægger ikke glæden ved at læse Dickens, for allerede fra første sætning kan selv et barn forudsige, at Scrooges aflysning af julen er en fatal fejltagelse. Udover denne typiske struktur har fortællingen imidlertid også mange små højdepunkter, som man kan forholde sig til under læsningen.

Paul Thomas Anderson, manden bag den fremragende film Magnolia (1999), kunne til eksempel sagtens mistænkes for at have læst grundigt på Dickens.

Ved en lang række krydsklip finder alle karaktererne sammen i sang i Magnolia - på trods af deres forskellige opholdssteder; en sekvens taget direkte fra Et Juleeventyr, hvor sangen binder en række personer og scener sammen, samtidig med at sangen symboliserer et menneskeligt fællesskab og nærvær midt i dagligdagens trængsler. Sangens funktion signaleres af den oprindelige engelske titel 'A Christmas Carol' (”Carol” betyder bl.a. sang), hvorimod den danske titel uheldigvis mister denne pointe.

Hos Dickens forbindes julen, og især juleaften, med sang, glæde, mad, dans, latter osv. Én aften om året hvor man glemmer alle sine bekymringer for at more sig i selskab med venner og familie. Man bør imidlertid ikke glemme, at en række specifikke problemstillinger fra den tidlige industrialisering har en afgørende betydning for handlingens udvikling og julens status i fortællingen.

I En Årstid i Helvede (1873) havde den franske prosapoet Arthur Rimbaud (1854-1891) kun hånlatter tilovers for borgerskabets idé om, at arbejdere og borgere kunne mødes én dag om året i fælles tilbedelse af julen. Dickens går anderledes og mere konstruktivt til værks.

Rammen for 'Et Juleeventyr' er det moderne urbane rum. Industrialismen skabte ikke kun velstand og fremskridt; med fremkomsten af den moderne storby fulgte også problemer som fattigdom, sult og nød. I Et Juleeventyr optræder fænomener som ”gældsfængslet”, ”børnehjemmet”, ”forstaden”, ”slumkvarteret” og ”børnedødelighed” som reference til en samfundsudvikling, hvor en stadig større gruppe mennesker (dvs. arbejderne) oplevede fattigdom og blev genstand for økonomisk udbytning.

I dette perspektiv giver Dickens os den første beskrivelse af en urban jul fejret i et ideologisk højpotent rum. Hos Dickens symboliserer julen imidlertid en tid, hvor samfundet kan forenes på tværs af de adskilte sociale klasser, som var særdeles tydeligt opdelt anno 1840 i Europa.

Da Dickens skrev sit juleeventyr, havde julen, som nævnt indledningsvis, været mere eller mindre ekskluderet fra det engelske samfund i en periode på 150-200 år. Magthaverne ønskede den ikke. Med Victoriatidens reformer blev det pludselig muligt for alle at fejre jul. Alle de ritualer, vi forbinder med højtiden i dag, opstod på dette tidspunkt, og hos Dickens oplever vi ideen om disse ritualers demokratiske potentiale, dvs. julen bliver iscenesat som en tid, hvor normale hierarkier momentant erstattes af andre standarder.

Eller: Julen er en tid, hvor man ser bort fra normale stridigheder. Om julen virkelig har fået den sekulære status, som Dickens håbede, udgør et emne i sig selv. Som forfatter var Dickens idealist, men midt i hans sociale skønmaleri, hvor klasserne forenes i sang og glæde, finder man måske også ideen om at aflyse julen.

Dickens var selv bevidst omkring det provisoriske i julens filantropiske budskaber, og det vil på ingen måde være forkert at afslutte med en lidt kritisk bemærkning. Her kan man blot citere ethvert barns begavede spørgsmål: ”Jamen, hvorfor kan det ikke være juleaften hver dag”?