Anmeldelse
Et juleeventyr
- Log ind for at skrive kommentarer
Forrygende smuk og veltænkt gendigtning af den elskede fortælling udvisker idéen om, at særlige egenskaber er forudbestemt af kønnet.
De fleste er bekendt med eventyret fra 1843 om den fjendtlige og hadske gamle børsmægler Ebenezer Scrooge, men jeg tror ikke mange har mødt hans kvindelige modstykke, Elizabeth Scrooge.
Eventyret fortæller historien om Elizabeth Scrooge, der nyligt har mistet sin forretningspartner gennem adskillige år, Jacob Marley, og simpelthen var nær ved at grave ham op igen, da hun hørte prisen for begravelsen, som hun mente var for høj. Hun har kun én ansat i sit firma, familiefaren Bob Cratchit, som hun ikke vil betale for at holde fri juledag, så han kan være sammen med sin kone og sine børn.
Julenat nogle år senere får hun besøg af Jacob Marleys sjæl, der siger, at hun skal lytte til de tre forskellige juleånder, som vil komme i nat, for at overbevise Scrooge om, at hun skal huske at elske livet og de mennesker, hun møder, i stedet for sine penge, før det er for sent, og hun bliver en forpint ånd som Marley. Elizabeth Scrooge opgiver dog ikke sine ambitioner så let.
José-Luis Munuera har udfordret det gamle eventyr, og med Elizabeth Scrooge som hovedperson også forandret den sure gamle mand til en veldrejet yngre kvinde, som er lige så bitter. Scrooges positive nevø er desuden blevet erstattet af en velmenende niece. Munuera indleder tegneserien med at lade Elizabeth gå rundt i Londons gader. Alle, der prøver at tale med hende, bliver mødt af skarpe og bidende kommentarer.
Ved eventyrets slutning opleves en mere realistisk, nærmest praktisk forandring med Scrooge, men Ikke helt som i originalversionen, hvor forandringen med Scrooge er total. Munueras illustrationer er virkelig smukke, og kontrasterne i farvebrugen understreger f.eks. gløden fra en ånd. Detaljerne er utallige, og de atmosfæriske billeder af London dækket af sne er ganske enkelt eminente.
Brugernes anmeldelser