Anmeldelse
Vinterherrens arving : legender fra Ishtaija
- Log ind for at skrive kommentarer
Et eventyr om julemandens datter, en menneskedreng, det ældgamle uhyre Krampus og en masse andre gæve uhyrer og meget forskellige karakterer fra filmens og bøgernes verden.
Bogen indledes med, at en flok sorte skygger jagter en pige hen over et vinterlandskab i en verden, der ikke er vores. Men lige inden de får fat på hende, satser hun alt og forsvinder.
I vores verden har et gigantisk snevejr ramt hele Skandinavien, og det er blevet så koldt, at mange mennesker allerede er frosset ihjel. Nicholas, kaldet Nik, har lige besøgt sin mors gravsted og på vej hjem fra kirkegården, da han ser en pige, der er på vej til at kaste sig ud fra en bro. Nik griber fast i hendes ben, og nu begynder en vild jagt. Efter flere undvigelsesmanøvrer, hvor Nik er i fare for at blive dræbt, ender han sammen med pigen Seela i en verden bag stjernerne. En verden af is, monstre, granfyrster, hekse og julemanden, der ikke ligner en traditionel julemand. Seela viser sig at være julemandens datter og er dermed prinsesse i sit land. Hun fortæller Nik, at Ishtaija er splittet af krig, og at både Ishtaija og Seela selv er afhængige af Nik, hvis ikke landet skal gå til grunde. Pludselig må de begge flygte, da en gammel og ond fjende vil slå dem ihjel. Og han har mange virkelig onde håndlangere.
'Vinterherrens arving' er et hæsblæsende fantasyeventyr, hvor der ikke er sparet på action eller mytologiske væsner, heller ikke dem fra bibelen. Bogen er smuk og udstyret med mange tegninger af fine papirklip. Den er særdeles velegnet til unge fra ca. 13 år, der læser fantasy og eventyr. Selvom julemanden har en fremtrædende rolle, er det ikke en julebog. Med så mange historier på hjerte, kunne romanen med fordel have strakt sig over flere bind. Det er jeg slet ikke i tvivl om, at der er idéer nok til at udfylde. Der sker så meget, at man som læser bliver helt forpustet, så hæng blot på!
Brugernes anmeldelser