Anmeldelse
Mænd der hader kvinder af Stieg Larsson
- Log ind for at skrive kommentarer
Vildt spændende start på ny meget svensk krimiserie af afdøde Stieg Larsson, men pas på: den medfører søvnunderskud og virker stærkt vanedannende!
Den gamle indflydelsesrige industrimagnat Henrik Vanger fylder 82 og modtager en hvid blomst som 43 gange tidligere. Han fik første gang blomsten i 1958 af niecen Harriet, men hun har nu været forsvundet i næsten 40 år.
Mikael "Kalle" Blomkvist er den kritiske økonomijournalist, som er ude i tovene efter en fængselsdom for bagvaskelse af en hovedrig men snusket erhvervsleder. Han trænger voldsomt til at slippe væk fra Stockholm, hvor han driver det lille idealistiske magasin Millennium.
Henrik Vanger kalder ham til en lille ø ved Hedeby i det mellemste Sverige for at skrive Vanger-koncernens historie, men samtidig undercover forsøge at opklare Harriets forsvinding. Dødsfaldet /mordet? har redet Venger som en mare siden 1966.
Som partner støder Lisbeth Salander til, og hun er noget helt for sig. Nærmest umyndiggjort asperger-patient men samtidig en fabelagtig hacker og "punder" (personundersøger) – piercet og tatoveret - så hun er et fint modstykke til Blomkvists mere regelrette attitude og fremtoning.
Og så er hun lidt af et rovdyr når hun støder på dumme svin. Og det sker i denne fabelagtige historie.
At referere handlingen vil ikke være retfærdigt. Dog skal det siges, at erhvervslivets moral er en særdeles vigtig ingrediens i bogen, men der er andre ligeså aktuelle sidetemaer, som forfatteren på enestående vis får til at boble i en stuvning af lutter lækre godbidder.
Bogen er særdeles velskrevet og yderst troværdig. Den har et væld af detaljer og personer, og så er den, som det vist fremgår, vildt spændende. Jeg læste den på to aftner og havde meget svært ved at lægge den fra mig klokken to om natten, da konen lidt spidst bad mig slukke!
Stieg Larsson er med sin realistiske og detaljerige stil i familie med især Leif G.W. Persson, men er måske endnu mere kontant i sine virkemidler. Det bliver svært at vente på de to sidste i serien!
Stieg Larsson har tidligere skrevet fagbøger om højreekstremistiske bevægelser og har været særdeles aktiv på bladet Expo. Han døde uden varsel 50 år gammel den 9. november 2004 af et hjertetilfælde, før romanen nåede at udkomme.
Oversat af Ellen Boen. Modtryk, 2005. 523 sider. Kr 299,-
Brugernes anmeldelser