Pigen der legede med ilden

En afsindigt spændende krimi burde ligge først på bestsellerlisten. Når du først har mødt Lisbeth, autist og hacker og Michael, journalist og kvindebedårer, får du ikke sovet meget.

Øv! Hvorfor er svenskerne så gode til at skrive krimier - samfundskritiske krimier, der er elementært spændende uden at være hellige og gumpetunge?

Desværre nåede Stieg Larsson kun at aflevere tre manuskripter til sin planlagte "Millennium-serie" på i alt ti bind, inden han alt for tidligt døde.

Michael Blomkvist, journalist på tidsskriftet Millennium, kontaktes af ægteparret Dag og Mia. De har skrevet en bog, hvor de optrævler en organisation, der handler med kvinder fra Østeuropa. De er parate til at udlevere navnene på nogle af de mænd, deriblandt højtstående politifolk, der har forbrudt sig. Michael Blomkvist involverer sig stærkt i sagen.

Hackeren, computergeniet, researcheren og autisten Lisbeth Salander har rejst rundt i Caribien i et par år. Hun har fiflet sig til en formue via internetbedrageri og hygger sig nu med at prøve at løse matematikeren Fermats sidste sætning. Lisbeth har fået nok af Sverige i almindelighed og Michael Blomkvist i særdeleshed. Men da hun igen føler sig parat til at vende hjem til Sverige og få et stille og roligt liv, går alt amok.

Jeg skal ikke røbe, hvad der sker, men en række anklager og beviser med forbindelse til traffickingsagen hober sig pludselig op mod Salander. Da hun både er umyndiggjort, voldsdømt og diagnosticeret psykopat, har hun ikke mange chancer.

Heldigvis er der et par personer, der tror på Lisbeths uskyld, deriblandt Blomkvist. Han har dog ingen anelse om omfanget af hendes dunkle fortid. Lisbeth selv er ingen novice, hun er en skøn blanding af en gal Pippi og en hårdtslående Nikita. Der bliver gået til makronerne.

Krimien er vanvittigt spændende, og for hver side bliver den mere og mere uhyggelig og usandsynlig. Den rummer et hav af historier, set fra forskellige vinkler, og plots, der en gang i mellem kammer over. Men historien hænger godt sammen, og man tilgiver hovedpersonerne deres overmenneskelige egenskaber. Beskrivelser af samfund og mennesker er meget realistiske, og som forbenet krimilæser ved jeg jo, at der altid er noget råddent i toppen.
Man er åndeløs de sidste 200 sider. Jeg er vild med den serie, en perle inden for "ramasjang" krimigenren.

Der er kun en ting: Hvornår kommer tredje del? - jeg kan næsten ikke vente.

Oversat af Kamilla Jørgensen. Modtryk, 2006. 605 sider.