Anmeldelse
Pengemuren af Keld Broksø
- Log ind for at skrive kommentarer
Penge, magt, olie og korruption i et hæsblæsende tempo. Stærk underholdning til læsere med hang til en god spændingsroman.
Da en helikopter styrter ned i havet tæt på Stavanger, tager denne handlingsmættede historie sin begyndelse. Vores hovedperson Harry Lowell, skulle nemlig have været passager på denne helikopter, men er i sidste øjeblik blevet omdirrigeret til en anden.
Den unge Holger Arvidsen, som er én af olieselskabets nøglepersoner er blevet dræbt ved flystyrtet, og nu anmodes Harry nu om at hjælpe politiet med at finde bagmændene bag dette mord, samt at indgå de aftaler som Holger Arvidsen var udset til at tage sig af.
Snart er han viklet ubarmhjertigt ind i et vidtrækkende magtspil, et spil om olie, penge og prestige. Og i dette spil er der ikke plads til blødsødenhed eller omtanke for det enkelte individ.
Da Harry kommer i kontakt med forretningsmanden Akif Agayev føres han sammen med ham, til det fattige Aserbajdsjan, hvor diktatur og korruption sætter dagsordenen. Her er det nu Harrys opgave at indgå olieaftaler for Norge og Aserbajdsjan. Eller er det….? For nu er Harry fanget i et livsfarligt dobbeltspil, hvor det ikke kun er ham selv men også hans nærmeste, datteren Jennifer og sønnen Carsten, der er i yderste livsfare.
”Pengemuren” er det jeg vil kalde, god klassisk ”dick lit”, altså en rigtig omgang mandeunderholdning. Vi har antihelten Harry Lowell, som er i pensionsalderen, men samtidig ved at gå i panik, ved tanken om den kedsommelige og tomme pensionisttilværelse der venter forude. Samtidig har vi en handling med højt tempo, som drejer sig om de enorme pengesummer der kan flyde med olien fra øst til vest. Endelig har vi en håndfuld skurke, hvor den ene er mere glat og uigennemskuelig end den anden.
Normalt er jeg ikke den store læser af spændingsbøger, og jeg må også indrømme at jeg flere gange har haft svært ved at finde hoved og hale i denne historie. Dette tilskriver jeg dog mest min egen skrantende viden om forholdene i Rusland, Polen og Aserbajdsjan. Dog vil jeg især anbefale denne bog til mænd, med hang til spænding i samme kategori som Andy McNab og Fredrick Forsyth.
Brugernes anmeldelser