En regnbue af glas

Fortiden er en væsentlig faktor i menneskets liv - Robicheaux hænger fast i sin, men formår dog alligevel at komme videre.

Dave Robicheaux er i færd med at opklare en sag, hvor i alt syv piger er blevet brutalt myrdet. Sagen er svær at få hul på, derfor får han hjælp af sin tidligere kollega Clete Purcel. De to herrer arbejder ret utraditionelt og skyr ingen midler for at finde den skyldige. De kommer vidt omkring i deres søgen, inden de til sidst står foran en mulig gerningsmand. Undertiden er de meget dumdristige, og man undres over, at de slipper godt fra det, gang på gang.

Romanen er den 18. i Louisiana-serien med Robicheaux i front. Romanen er ualmindelig velskrevet, og sproget flyder godt, selvom det til tider er lidt råt. De barske scener i romanen er ikke så udpenslede, som man kunne frygte i forhold til, at resten af romanen går over stok og sten. Der er masser af action, men ikke på bekostning af den gode historie - eller som irriterende, unødvendigt fyld.

Burke er eminent til at beskrive både personer og miljøer. Man får god indsigt i flere af personernes tanker og følelser, men især Robicheaux og dels Purcel er godt beskrevet. Miljøbeskrivelserne er der mange af, og jeg fornemmer, at Burke har brugt lang tid på at få netop dét lys eller dén stemning til at komme frem.

Der er flere interessante temaer i bogen, jeg vil dog kun koncentrere mig om et enkelt her. Raceforskelle vil nok altid have en central placering, når man taler om USA. Det gør sig også gældende her, hvor man kan se hvor forskellige livsvilkårene er for de to forskellige grupper. Mange af de farvede hutler sig igennem tilværelsen i slummen, mens en god del af de hvide lever et luksusliv.

Burke får fem ud af fem stjerner for den gode krimi, hans evne til at beskrive mennesker og miljø og ikke mindst for den gode, intelligente underholdning.