Anmeldelse
Korsfarers kors af James Lee Burke
- Log ind for at skrive kommentarer
Vi er i Louisianas delta, her er lovløshed og dampende varme, horekasser og mafiabosser. Privatdetektiven Dave Robicheaux kommer ud i et korstog mod egne dæmoner og gamle fjender.
Det er en dejlig sydstats-gumbo, denne historie. Hovedfiguren er den følsomme macho-detektiv; en afdanket strømer, forhenværende alkoholiker, desillusioneret ud i det allersorteste, og så fortælles historien i det mest farverige og fantasiopbyggende sprog. Det kom meget bag på denne læser, som ikke havde mødt detektiven Dave Robicheaux før. Der ligger en halv snes bind med Robicheaux før denne i serien, og som i alle serier er kvaliteten svingende.
Der er dog absolut intet at klage over her. Plottets omdrejningspunkt er en hændelse fra Dave og hans bror Jimmies ungdom, hvor en pige, som Jimmie faldt for, forsvandt under mystiske omstændigheder. Hun var prostitueret, og Dave får her mange år efter at vide af en gammel bandit på sit dødsleje, at hun nok blev dræbt af nogle magtfulde elementer, der havde penge i branchen.
Dave går nu i gang med at rode op i sagen der omfatter korruption, rådne strømere, alkoholiserede ofre for kedsomhed og det lille samfunds dræbende bånd. Vi møder nogle af sydstaternes åbenbart allerværste eksemplarer når det kommer til hensynsløshed; hvid overklasse. Men Dave finder også en ny og moden kærlighed.
"Lækker rutine" skriver dagbladet Politikens anmelder, han mener det muligvis en smule distancerende, men jeg kan alligevel erklære mig enig. Bogen har et lækkert udstyr, forsiden er et smukt sort/hvid foto af noget der ligner marmorsarkofager, og historien selv er fortalt med stor energi og i et spændstigt og billed- og stemningsskabende sprog.
Det er en særpræget, velskrevet og gedigen roman - en rigtig "pageturner", og den kan faktisk have både mandlige og kvindelige læsere af spændingslitteratur som målgruppe.
Oversat af Arne Herløv Petersen. Hovedland, 2006. 335 sider.
Brugernes anmeldelser