Dødsdromen

Med motorcykeldromen som metafor skildres et liv med sex, drugs and rock’n’roll i 80’erne og 90’ernes københavnske kulturelle undergrund.

Al den musik, Gordon virkelig godt kan lide, er fyldt med trods og håb og løftet om et større liv og længslen efter det. Og musik fylder meget i hans liv, fra teenageårene i provinsbyen Hillerød og gennem årene i punk- og technomiljøet i København, hvor han hænger ud i diverse subkulturer, altid på forkant med den seneste hardcore trend. Foruden musikken beskæftiger han sig med film, litteratur og performance af forskellig art – brød på bordet får han dog ved at skrive anmeldelser og holde foredrag.

Gordon har mange problemer med kvinderne, men kan alligevel ikke leve uden. Han lever flere gange i familiedromen og får også en datter, som viser sig at være det eneste, han ikke prøver at flygte fra. Hans skildringer af parforholdets velsignelser og forbandelser, betagelse, begær og jalousi er voldsomme.

På sin evige flugt fra småborgerlighed og konformitet slynges han rundt i en hvirveldans mellem skæve eksistenser og tragikomiske skæbner. Vi oplever ham som både selvfed og selvdestruktiv. Ingen stimulans lades uprøvet i hans hæsblæsende færd gennem Onkel Dannys Vesterbro og andre af hovedstadens mere dunkle miljøer. Vi møder ludere og lommetyve, strippere og strømere, platugler, punkere og  pistolbevæbnede gangstere. Nogle af navnene og begivenhederne kan vi genkende, andre har vi levet parallelt med uden at kende deres eksistens, hvorfor bogen er interessant som delvist dokumentarisk samtids- og generationsskildring.

Som læser hvirvler man selv rundt i orddromen. Rundt og rundt går det i en voldsom energiudladning, anekdoter, miljøskildringer, erindringsbilleder og refleksioner med lommefilosofiske tendenser fygende om ørerne på os, indtil vi ganske svimle vakler ud af dromen og måske synes, at forestillingen har været en anelse for lang.