Anmeldelse
Den magiske lænestol
- Log ind for at skrive kommentarer
Uhøjtidelig og smuk billedbog med fokus på følelser og samtaler mellem børn og forældre, når barnet begynder at opdage sin krop.
Oda har opdaget, at der står en magisk lænestol inde i stuen. Den ligner enhver anden gammel lænestol, men i virkeligheden er den fuld af magi. Når Oda lægger sig hen over lænestolens store bløde armlæn og bevæger sig frem og tilbage, bliver hun helt varm og træt bagefter.
Oda mærker en dejlig glæde og får følelsen af både at flyve sammen med farvestrålende sommerfugle, svæve afsted på florlette mælkebøttefnok og være omgivet af bløde bobler. Når mor spørger Oda, hvad hun laver, ved hun ikke, hvordan hun skal forklare sin mor det.
'Den magiske lænestol' er fyldt med vidunderlige illustrationer i bløde farver. Jacinta Madsen er modig, for selv om vi betragter os som frigjorte, er onani stadig tabuiseret, særligt for børn, og sikkert fordi grænsen mellem det naturlige og det seksualiserede er hårfin. Den grænse har forfatteren fuldstændig styr på, og jeg tager hatten af for at udgive en børnebog om onani. Jacinta Madsen tør hvor andre tier.
Bogen giver mulighed for en fin snak, som kan være svær at tage hul på. Jeg er imponeret over, hvor fint forfatteren er kommet omkring at forklare noget så privat på en naturlig måde. Tekst og illustrationer er udarbejdet med både overskud og finesse.
Brugernes anmeldelser