Bog

Uglens øje

Af (
2022
)

Anmeldelse

Uglens øje

08 aug.22

Ferm genoplivning af sympatisk efterforsker i interessant og tankevækkende videnskabskrimi om familiehemmeligheder og psykofarmaka.

Der er få, der som Sissel-Jo Gazan kan skrive både vedkommende og underholdende om naturvidenskabelige emner. Hun fik sit store gennembrud med de storsælgende biologikrimier Dinosaurens fjer (2008) og Svalens Graf (2013). Rundt om et genkendeligt krimiskellet, inspireret af den nordiske femi-krimi, udfolder sig et sirligt spundet net af naturvidenskabelige diskussioner og indblik i forskellige subkulturer og forskningsmiljøer, psykologiske traumer og livshistorier.

I ’Uglens øje’ er omdrejningspunktet den fiktive medicinalvirksomhed Sax Pharms og deres populære piller mod depression, Trimixal, der har stor virkning på depressive, der ikke tidligere har haft gavn af medicin. Da en ung forsker finder ud af, at der er blevet fusket med forskningsresultaterne, og at medicinen har alvorlige bivirkninger, sættes der turbo på handlingen.

Sidenløbende er efterforskeren Søren Marhauge, som vi kender fra de to tidligere bøger, i gang med at efterforske en teenagepiges forsvinden, alt imens han indtager Trimixal og forsøger at holde sammen på sig selv, sin livskrise og sit forhold til bonusdatteren Lily.

Fortiden indhenter samtidig Sax Pharms karismatiske direktør Tonny Enggard, hvis familiehistorie viser sig at indeholde store hemmeligheder. Endelig er der farmakonomen Sille Bjergager, som er fortaler for Trimixal, der har hjulpet hendes bror Bjørn ud af en alvorlig depression og gjort ham i stand til at bestride sit drømmejob som sommerfugleekspert på Københavns Universitet. Trådende samles og Sørens, Silles og Tonnys veje krydses i en spændende opklaring af bedrag og familiehemmeligheder.

’Uglens øje’ kredser om højaktuelle dilemmaer om medicin, bivirkninger og psykiske afvigelser. ”Alle har afvigelser” udtaler bogens centrale sommerfugleekspert Bjørn, der har Tourette syndrom.”Vidste du godt,” siger han til sin søster Sille, der er frustreret over medicinens mulige bivirkninger, ”at den flyvende del af sommerfuglens liv er det korteste? Når den flagrer rundt og er så smuk, har den nået sin afslutning.” Måske foretrækker han et kort og meningsfyldt liv.

Det vidtforgrenede plot er lige omfattende nok og lander lidt fladt, men det står ikke i vejen for, at ’Uglens øje’ både underholder og giver læseren noget at tænke over. Persongalleriet er nuanceret, og komplekse emner om medicin, bivirkninger og livskvalitet kastes op i luften. Man fornemmer forfatterens egen tvivl og overvejelser i en diskussion, der ofte er alt for polariseret.

Romanen er endvidere et freudiansk studie i menneskelige fortrængninger og metamorfoser, der spejles i sommerfuglens livscyklus og symbolik. Ugleøjesommerfuglen (titlen) er en af Sydamerikas største sommerfugle. Med sine store, stirrende øjne på vingerne er den frygtindgydende for mange sultne rovdyr.

'Uglens øje' er ikke helt på højde med 'Dinosaurens fjer', som er min personlige favorit i trilogien, men den kan anbefales og er en god anledning til at (gen)læse trilogien med Søren Marhauge. 

Bogdetaljer

Forlag
Politiken
Faustnummer
62701641
ISBN
9788740061567
Antal sider
367

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer