Når man skal stifte bekendtskab med svensk litteratur, er der ingen vej udenom én af det 19. århundredes helt store litterære skikkelser, August Strindberg. Et omfattende forfatterskab har han bag sig; et betydeligt antal dramaer, romaner og noveller. Strindberg har haft afgørende betydning for det moderne dramas udvikling, og stykker som 'Frøken Julie', 'Faderen' og 'Mester Olof' har sammen med Henrik Ibsens dramaproduktion sat Skandinavien på det litterære verdenskort.
Strindberg er ikke kun kendt som litterat men også som historisk person, fordi han i den grad gjorde sig bemærket i svensk kulturliv i slutningen af det 19. århundrede. Strindberg var en selvmedlidende, ynkelig, halvneurotisk , egocentreret, hypokondrisk boheme-type, der mindst én gang om måneden truede med at tage sig eget liv. Han følte sig ensom det meste af sit liv og dyrkede kunstnerens offerrolle i et omfang, der kostede mange venskaber og mange knubs fra kritikerne.
Hans forfatterskab bliver ofte læst rent biografisk, fordi Strindberg så sig selv som verdens navle og derfor skrev sig selv ind i størstedelen af sin litterære produktion. I 1888 udgav han nøgleromanen 'Tjenestekvindens søn', en biografisk fortælling i 3. person om drengen Johan (Strindbergs fulde navn var Johan August Strindberg). Johans barndom, ungdom og tidlige voksenliv bliver skildret i en jammerlig cocktail af selvmedlidenhed, selvopofrelse, ynk og selvreflektion. Romanen giver dog et ganske godt indblik i et strindbergsk univers, hvor religiøsitet, individets rolle i samfundet, klassekamp og kærlighed fortæller historien om det 19. århundredes livskampe i forskellige aspekter af tilværelsen. I denne bog ligger nøglen til mange af Strindbergs hemmeligheder.
Strindbergs barndom var præget af økonomiske op- og nedture, og det gav ham en blandet opvækst. Faderens aristokratiske blod og moderens lave sociale status var for Strindberg en splittelse mellem sociale klasser. Han stræbte konstant opad, men befandt sig bedst længere nede. Strindberg var trods sin stærke religiøse overbevisning (i mange forskellige afskygninger på mange forskellige livsstadier) en livsnyder af rang. Her stifter han for første gang i liv bekendtskab med at spise på en beværtning:
"Det var mad. Vennen spiste smørgås til. Johan sagde: - Hvad siger værten til det? Vennen smilede faderligt til ham. - Spis du bare, det koster lige meget! - Nej, men smørrebrød og ost til bøf. Sikken smag! Men Gud, hvor det var godt! Han synes aldrig han havde spist før. Og så øl - Skal vi have en hel halvflaske hver? Er du tosset?" (Tjenestekvindens søn, side132-133)
Strindbergs økonomiske situation var mildest talt elendig hele livet. Han tog lån, hvor han kunne komme til det, hos venner og i banken, og det synes at have været en evig bekymring for ham. Hans livsstil passede umådelig dårligt til hans økonomiske formåen. Mådehold og asketisk livsførelse var en del af barndommen, men da han tog afstand fra pietismen og stræben efter paradis i teenageårene, sagde han også velkommen til det jordiske liv med alt, hvad det indebar.
Religionsspørgsmål optog ham gennem hele livet, og hans mislykkede stræben efter mødet med Gud tog efter hans egen mening selvværdet fra ham:
"Et menneske uden religion er et fæ, stod der i en gammel ABC-bog. Nu, da man havde opdaget, at tosserne er de mest religiøse, og at den, der har kundskaber, ikke behøver religion, bliver religionens heldbringende virkning betydeligt reduceret. Ved uafladeligt at anbringe kraften udenfor sig selv, i Gud, havde den unge mand mistet kraften og troen på sig selv. Gud havde opslugt hans jeg." (Tjenestekvindens søn, side192)
Det moderne gennembrud tog for alvor kraftig afstand fra romantikkens spiritualitet og dyrkede realismen og rationalismen. Fremfor at bruge det jordiske liv til at gøre sig fortjent til det himmelske, var man nu i højere grad optaget af det eksisterende samfund. Nietzche erklærede, at Gud var død, og Strindberg var om ikke helt enig, så ekstremt fascineret af Nietzsches tankegang. De to brevvekslede (En kontakt, der blev etableret gennem danske Georg Brandes) i en periode, men Nietzsche blev alvorligt syg, og Strindberg følte, at litteraturen gjorde ham skør. Han blev igen optaget af naturvidenskaben, som han i sin barndom og ungdom havde stor interesse for. Som i andre perioder var han optaget af sin egen opofrende, lidelsesfyldte tilværelse:
"'Jeg er født under tegnet Vædderen," skriver han den 29.juli 1896 fra Paris til sin teosofiske ven Torsten Hedlund. - "Dens tegn repræsenterer Offeret. Belønningen efter et livs arbejde som mit: slagtning. Hver succes fulgt at lidelser; hvert spor af lykke tilsmurt af snavs; hver opmuntring en hån, hver god gerning straffet med korset. Men det betyder også: Foråret, noget nyt. Hvem ved?'" (August Strindberg, p.11)
Det var Strindbergs overbevisning, at der var tale om et offer fra hans side i tilpasningen til et samfund, som havde modstridende interesser, og som i hvert fald ikke var rede til og modtagelig for ham som person:
"Han var endnu ikke kommet til klarhed over, hvilke drifter der skulle undertrykkes, og hvor meget af hans jeg der skulle og måtte ofres for det samfund, som han nu var i færd med at træde ind i." (Tjenestekvindens søn, side195-196)
Den selviscenesættende Strindbergs værdier og overbevisninger stemte ikke overens med det daværende samfund, og det er en vigtig pointe i forhold til hans forfatterskab. Dramaerne satte fokus på problemstillinger i et moderne samfund, hvor gamle værdier var i opløsning, og nye måtte skabes.
Strindberg er man nødt til at læse. Hans dramaer er stadig værd at fordybe sig i (og opføres stadig), og hele forfatterskabet udgør en vigtig brik i Sveriges litterære puslespil. Man får et godt billede af Skandinavien i det 19. århundrede, og samtidig et indblik i Strindbergs brogede univers. Galskab, morskab, tragik, melankoli: Strindbergs forfatterskab har det hele.
Af Tine Kristensen, cand. mag
Kommentarer