Om hundrede år

Sønderjylland og grænselandets mennesker skildres præcist og nuanceret i Anna Elisabeth Jessens fiktionalisering af egen slægtshistorie 
 
I en skuffe i et gammelt skab fandt Anna Elisabeth Jessen sine bedsteforældres brevudveksling fra Første Verdenskrig. Brevene er skrevet, mens bedstefaderen lå i skyttegravene, og mange år senere genfundet på loftet af slægtsgården i Hoptrup ved Haderslev, hvor forfatteren selv bor. Denne brevveksling er – sammen med andre historiske effekter – blevet inspiration til radio- og tv-dokumentaristens debut som forfatter med slægtsromanen ”Om hundrede år. En sønderjysk familiekrønike”. 

En sønderjysk slægtsfortælling
Ud af brevene er sprunget en fiktiv fortælling om en sønderjysk familie i fem generationer. Som journalist og dokumentarist har Anna Elisabeth Jessen tidligere beskæftiget sig med grænselandets mennesker, og romanen er fortalt med forfatterens særlige blik for grænselandets placering mellem Danmark og Tyskland - eller som nogle af karaktererne i romanen foretrækker at kalde det, Nordslesvig. 

Fortællingen udspinder sig over 100 år, fra 1914-2014, fortalt i 101 korte kapitler, et enkelt kapitel for hvert af de hundrede år. I første kapitel møder læseren Hans, gårdens ældste søn og arving, der i 1914 er indkaldt til krigstjeneste på tysk side. Han dræbes af sennepsgas, og søsteren Helene arver gården sammen med ægtefællen Marius, der vender døv hjem fra krigen. Sammen får parret fem børn, der fungerer som romanens egentlige hovedpersoner. De tre af børnene – Åge med det ustyrlige temperament, Marie, der hellere vil rejse og høre radio end lave mad, og Hans, der udvikler en nervøs stammen – gifter sig aldrig, men bliver boende i hjemmet, og i fællesskab fører de slægtsgården videre. 

Spændingerne i den sønderjyske hjemstavn og forholdet mellem de tysksindede og dansksindede ligger som et underløbende tema gennem romanen. Den geografiske og mentale nærhed til Tyskland har betydning for de store historiske linjer, og dramaet, hvad enten det er de to verdenskrige, Genforeningen i 1920, Den Kolde Krig eller Murens fald, er med tættere på sønderjyderne end resten af Danmark. Gradvist udviskes det gamle nag mellem dansk og tysk identitet, og en ny generation af globaliserede sønderjyder overtager gården. Ved romanens slutning er det de yngste generationer, niecen Johanne, hendes tyske mand Heinrich og deres kvikke datter Loulou, som er adopteret fra Kina, der bor på slægtsgården. Også på nabogårdene flytter nye ejere ind, der hejser dannebrog uden at se det som et nationalt symbol, men blot som et festligt tilbehør. 

Et tavst og cyklisk hverdagsliv
Synsvinklen skifter mellem familiemedlemmerne fra kapitel til kapitel, og hen over de kun tre-fem sider lange kapitler præsenteres nedslag i personernes liv. Et tilfældigt kærlighedsmøde, en brudt forlovelse, en voldtægt, et mord, et dødsfald, et forkert sammenvokset ben, en mislykket jagt osv. En række af dramatiske højdepunkter i et ellers roligt, ordknapt og næsten cyklisk hverdagsliv præget af daglige rutiner. Når dramaerne hvirvler hverdagens støv op, er det ikke samtaler og selvudvikling, der står for døren, men en tavs tilbagevenden til det fysiske arbejde, til landskabet og afgrøderne og dyrene.

Et fortælleteknisk greb, der underbygger det cykliske element og historiens cirkularitet, er genbrugen af familienavne gennem generationer. Navnene Hans, Johanne, Helene og Marie går igen, og historien får igennem disse gennemgående navne og de personer, der bærer dem, mulighed for både at gentage og forny sig. 

Tavsheden, der lægger sig over begivenhederne, mens karaktererne vender tilbage til hverdag og arbejde, lader ikke alt falde bort i glemsel. De hemmeligheder, der knytter sig til gården, bliver ikke nødvendigvis begravet dér, og mod romanens slutning dukker dokumenter og objekter op, der tilsammen danner omrids af en fortælling.   

Et element af komik opstår, når moderne hjælpemidler og væremåder trænger ind i det sønderjyske familieliv. Traktorer overtager hestearbejdet, biler introduceres, og hørerøret udgår til fordel for et høreapparat, som kan være svært at indstille. Især romanens kvinder vender sig mod en større verden med charterrejser og tekniske installationer som fjernsyn og radio. De moderne hjælpemidler bliver selvfølgeligheder for de yngste generationer, der med det nyfundne globale tilhørsforhold også mister noget af den lokalhistoriske forankring.  

Anne Elisabeth Jessen på det litterære Danmarkskort
”Om hundrede år. En sønderjysk familiekrønike” er Anne Elisabeth Jessens debut som forfatter. Strukturen i romanen ligner radiomontagen med sine skiftende stemmer, og sideløbende med udgivelsen er der udkommet en lydbogsversion af romanen som en podcast-serie i samarbejde med DR. Jessen har tidligere skrevet filmmanuskripter og arbejdet dokumentarisk, bl.a. med lydprojektet ”Hundrede stemmer”, hvor 100 danskere i alderen 1-100 år fortæller 100 små historier. 

Slægtsromanen er ikke en ukendt eller ubemærket genre i den danske litteratur. En række danske forfattere har skrevet slægtsromaner, bl.a. Katrine Marie Guldager, Merete Pryds Helle, Jane Aamund og Jens Smærup Sørensen, hvis ”Mærkedage” Jessens debut er blevet sammenlignet med for dens skildring af, hvordan land og tradition præger mennesker. Også Jesper Wung-Sungs ”En anden gren” fremstiller med udgangspunkt i en fiktionalisering af egen slægtshistorie et kulturmøde; danskernes første møder med det kinesiske på dansk grund.

Hos Jessen bliver kultursammenstødet og grænselandets spændingsfelt hovedomdrejningspunkt.