Huset

Via en række ansatte i Huset fortælles om Danmarks Radios udvikling i en velstrevet og detaljeret roman, hvor forfatteren ikke lægger skjul på sin mening om institutionen.

Anna Elisabeth Jessen slog igennem i 2020 med romanen Om hundrede år, hvor hun fulgte en slægt gennem 100 år og på den måde fik fortalt Sønderjyllands historie. Samme teknik bruger hun her, hvor vi følger en række ansatte i Danmarks Radio og dermed får fortalt om samfundets udvikling gennem historien om Danmarks Radio.

Kirsten er lige startet som kontordame, og hun elsker sit job, hvor hun blandt andet er sekretær for den populære Ib Hjort. Særligt onsdag er god, for den dag er det hende, der drejer på lykkehjulet med dagens endetal. Ole er psykologistuderende, men ender med at opgive sin uddannelse for et job i radioens nyhedsredaktion. Desuden følger vi en række andre personer: udenrigskorrespondenten Niels, Lasse, som bliver leder af Radioværkstedet, lydteknikerne Otto og Solveig, rengøringsdamen Yasemin og journalisten Johanne

Læserne er med til redaktionsmøderne, julefrokosterne og optagelserne, og på den måde genopfriskes nogle af de mange små og store historier, der har fyldt i radioen og senere i tv: De ringer, vi spiller, debatten om fri abort, Morgennisserne, debatten om Danmarks røde lejesvende og Aktive Lyttere og Seere, kvindebevægelsen, ligeløn, afstemningen om EF, Muhammedtegningerne, Me Too og meget mere.

Personernes historier væver sig ind og ud mellem hinanden på kryds og tværs, og der er de samme problemer som på mange andre arbejdspladser. Der er magtkampe om stillingerne, og indimellem bliver der brugt ufine metoder. Hovedpersonerne udvikler sig, mange af dem avancerer til lederstillinger, mens andre forlader DR og bliver freelancere. Som tiden går, og institutionen bliver større, bliver arbejdsklimaet dårligere, og der sker mange fyringer og nedskæringer. Lasse, som bliver radiodirektør, ”gør en dyd ud af altid at være velforberedt, klar i spyttet og tale som et almindeligt menneske, ikke som en af de mange djøf’ere, der efterhånden er kommet ind i ledelseslaget.”

Anna Elisabeth Jessen har været ansat som journalist og freelancer ved Danmarks Radio, så hun ved, hvad hun taler om, og hun kalder selv sin roman for en ”forfaldsroman” og ikke en nøgleroman. Ifølge hende er det gået ned ad bakke for DR, fordi den store kærlighed, som hver medarbejder tidligere havde til arbejdspladsen, er afløst af ”møder, omstruktureringer, og udviklingsseminarer…og han er træt af husets forskellige faggrupper, som sender regninger til hinanden på kryds og tværs for hver lille ydelse. ….Niels har kun hån tilovers for det bureaukratiske.”

Selv om ’Huset’ er en roman, er det svært at lade være med at tænke på, hvem der gemmer sig bag de forskellige karakterer, og nogle giver sig selv, som for eksempel Jørn Hjorting, Sonja fra Saxogade og Erhard Jacobsen. Da der kun er én generaldirektør ad gangen, kan der også kun være tale om en enkelt person, mens jeg forestiller mig, at de øvrige er stykket sammen af flere forskellige personer.

Det er ufatteligt så meget stof, nogen gange rigeligt, Anne Elisabeth Jessen får plads til i romanen, og hendes research er i top. I starten havde jeg lidt svært ved at holde rede på de forskellige personer og deres relationer, men det blev bedre undervejs. Jeg kunne godt have tænkt mig at få udfoldet de interessante personer noget mere, men jeg var godt underholdt undervejs.