Stadig Alice

Tankevækkende og rørende roman om en midaldrende kvinde, som får diagnosen Alzheimers.

”Alice, besvar følgende spørgsmål: Hvilken måned er det? Hvor bor du? Hvor arbejde du? Hvornår har Anna fødselsdag? Hvor mange børn har du?”

Alice er 50 år, hun er professor i kognitiv psykologi ved Harvard Universitet. Hun brænder for sit arbejde, hun er vellidt af de studerende, lever i et kærligt og godt ægteskab og har tre voksne børn.

Men Alice oplever at hun pludselig ikke kan huske et bestemt ord i et foredrag, som hun har holdt utallige gange; på hendes daglige løbetur oplever hun, at hun ikke ved, hvor hun er, hun glemmer, at hun skal til en konference. Alice slår det hen med, at det nok skyldes stress, hun er i overgangsalderen, hun har for meget at lave o.s.v.

Hun tager sig sammen til at gå til læge, og ret hurtigt får hun diagnosen Alzheimers, en form som er arvelig og som rammer yngre mennesker.

Efterhånden bliver der flere og flere huller i hendes hukommelse, og hun bliver nødt til at opgive sit arbejde.

Det er Alice selv, der fortæller historien og som sygdommen skrider frem, bliver hendes sprog fattigere og det bliver sværere for hende at klare dagligdagen.

De ovennævnte spørgsmål skrev Alice til sig selv, lige da hun fik diagnosen. Efter spørgsmålene følger en tekst om at hvis hun ikke kan svare på spørgsmålene, så skal hun åbne et andet dokument og følge anvisningerne.

Centralt i historien er hvordan familien reagerer – det er svært for dem at acceptere sygdommen - det kan ikke passe, du må da kunne huske, tag dig nu sammen. Men efterhånden finder de ud af at selv om Alice er syg og selv om hun forsvinder mere og mere fra dem, er hun stadig Alice. Det er nok i virkeligheden romanens morale.

Vi kender vist alle nogen, der har Alzheimers i en eller anden form, og derfor bliver bogen meget vedkommende. Det er Lisa Genovas første roman, hun har en flydende pen, og det er svært ikke at blive berørt af fortællingen om Alice.