Urværk

Ane Riels roman er en medrivende og rørende fortælling om tiden, der går og går i stå, om alderdom, demens og ensomhed.

Tiden er ved at rinde ud for Alma, og hun forbereder sig på at gå i stå med det bornholmerur, der har fulgt hende og ægtemanden Otto gennem et langt liv. Men så sker der noget, som ændrer Almas forehavende. Ane Riel har endnu engang begået en læseværdig roman, denne gang om at være ved livets endestation og forsøge at gøre status over et langt levet liv, når hukommelsen svigter. Ane Riel er kendt for at blande det hverdagsagtige med det groteske, og denne roman har meget af det første, men også lidt af det sidste. 'Urværk' byder på en vedkommende, gribende og sørgmunter læseoplevelse, jeg kun kan anbefale på det varmeste.

Alma bor alene i en lille flække uden kontakt til omverdenen og er med tiden blevet menneskesky og ensom. Hver uge sætter nogen en kasse med mad fra købmanden på trappen og en sjælden gang banker det på, men så gemmer hun sig skyndsomt. Alma er også blevet glemsom, har næsten mistet hørelsen og mange ting fortaber sig i tågede brudstykker af erindringer. Derfor har hun klistret sedler fast på voksdugen på køkkenbordet for at hjælpe hukommelsen på vej, når forvirringen tager over.

Alma er klar over, at tiden er ved at rinde ud, og hun har besluttet sig for, at når det er tid, så trækker hun ikke længere det store bornholmerur i stuen op. Så kan de gå i stå sammen. Men en dag forstyrrer noget Almas tristesse. Hun får øje på en lille dreng, der går tur med sin hund forbi huset hver dag, og det får Alma til at længes efter hans selskab. Inde fra køkkenet vinker hun til drengen og efter først at have skræmt drengen fra vid og sans, begynder han at vinke tilbage nogle dage senere. Et spirende venskab begynder og drengens tilstedeværelse i Almas liv sætter skub i erindringerne og også mindet en lille pige, hun og ægtemanden Otto mistede.

'Urværk' er en lavmælt og eksistentiel fortælling, der bevæger sig frem i langsomt tempo som gamle Alma. Der tegner sig et billede af et ægteskab på godt og ondt, styret med fast og til tider brutal hånd af ægtemanden Otto, som var urmager og elskede ure mest af alt i livet. Tiden er et allestedsnærværende element i romanen. Den kan føles langstrakt eller kortvarig, og den gemmer ligeledes på fortællingen om Otto, der i de tidlige år var en god ægtemand, men som senere år ændrede personlighed og blev afstumpet og ondsindet. Med tiden faldt vennekredsen og familien fra, og Otte trak sig også mere og mere fra samfundet og Alma. 

Det er et genialt fortællermæssigt træk, at Ane Riel lader sin hovedperson være tiltagende dement. Det er som et puslespil, der skal lægges, og læseren lægger det sammen med Alma, efterhånden som små brudstykker dukker op i hukommelsen hist og pist. Samtidig er Ane Riel yderst ferm til hele tiden at kaste små brødkrummer ud, så nysgerrigheden holdes ved lige, og nedtællingen til noget dramatisk fornemmes. Det er det store drama i det lille liv, men hold op hvor er det medrivende og rørende.