Anmeldelse
Og hver morgen bliver vejen hjem længere og længere
- Log ind for at skrive kommentarer
Forfatteren har fem succesromaner bag sig, og selvom dette nyeste værk ikke er en traditionel roman, så har Backman igen bedrevet en flot, rørende og vedkommende historie.
Fredrik Backmans tre første romaner var alle sammen ovre i den humoristiske afdeling, men med de to seneste bind om Bjørneby blev forfatteren klædeligt mere alvorlig og nærmest bittersød.
Denne udvikling er videreført i denne lille kortroman (knap 100 sider), og selvom bogen er hurtigt læst, så indeholder den en masse stof til eftertanke om store emner som døden, kærligheden og forholdet mellem generationerne.
Farfaren og barnebarnet Noah har et helt unikt forhold til hinanden. De kan stort set tale om alt, men efter farmorens nylige død er farfar blevet en anden, og nu er han også begyndt at glemme.
Som læser forstår man nok, at farfaren er ved at blive dement, og den lille dreng fornemmer da også, at noget er helt galt. Nu gælder det for de to om at tage afsked, inden erindringerne forsvinder, og kun kroppen bliver tilbage.
Fredrik Backman kommer vidt omkring på ganske få sider, og hans lille historie rammer dybt både til os, der er forældre, eller os, der har pårørende, der er blevet demente. Forfatteren har igen skrevet noget helt vidunderligt og bemærkelsesværdigt, og det er i sig selv en bedrift at skildre så mange ting på så få sider. Backmann lykkes på smukkeste og nærmest lyriske vis med at formidle store og dybe tanker om kærligheden og livets skrøbelighed, og historien går lige i hjertet.
Den direkte humor er pakker væk for en stund, men hold da op, hvor er det en god, lille bog.
Brugernes anmeldelser