Anmeldelse
Ti Aar og Rundt i Norge af Herman Bang
- Log ind for at skrive kommentarer
To bind med forholdsvis ukendte Herman Bang-tekster giver et spændende kig i hans ”værksted” og i, hvordan han samler stof. Men mere overraskende er det, at han træder i karakter som humorist.
Hver for sig viser omslaget på de to nye bøger et halvt portrætfoto af Herman Bang. Når man lægger bøgerne ved siden af hinanden, bliver portrættet helt. Og dog med en lille forskydning. Det passer godt til bøgernes indhold.
’Ti Aar’ er essays i krydsfeltet mellem erindringsskitser og fiktion. De skildrer Bangs ”vandreår”, hvor han rejste rundt og i perioder bosatte sig i Centraleuropa. Udgangspunktet er 1877, hvor farfaderen døde, arven slap op og unge Herman måtte skaffe sig et levebrød. Som en sidste desperat udvej forsøgte han sig med at skrive – og således begyndte et af dansk litteraturs mest geniale forfatterskaber!
Bogens morsomste indslag er fra Norge og Bornholm. Bang fortæller her med herligt lune og underspillet selvironi om at rejse rundt og forsøge at skabe sig en næringsvej med skuespil, oplæsninger eller foredrag. Det var bestemt ikke nemt og giver anledning til skæve, humoristiske og groteske skildringer. Nyd dem.
’Rundt i Norge’ er skildringer og skitser fra oplevelser i Norge. De giver et fint indtryk af, hvordan han med hurtige impressioner kan skildre en stemning, som han siden brugte i sin skønlitteratur. Det er spændende således at være med på et kig bag facaden i hans forfatterskab.
Men det er også interessant at få hans indtryk af Norge som ny nation, der er i fuld gang med at skabe en identitet, både kulturelt, sprogligt og samfundsmæssigt. Vi får indblik i det fornemme Trondheim, den dynamiske handelsby Bergen og Kristiania, som på den tid flakser rundt for at finde ud af rollen som hovedstad.
Det er Kristiania, som er scenen for en af bogens bemærkelsesværdige tekster, ”Forsøget”, som slår bro mellem datid og nutid: Det litterære landskab anno 2013 handler meget om litteraturen som performance. Bøgerne og teksterne kan ikke stå alene, de må ud i det offentlige rum i uventede sammenhænge og gøres levende ved at inddrage flere forskellige kunstneriske udtryksformer. Det var Bang i fuld gang med allerede i 1891 i Kristiania, hvor han forsøgte at stable et alternativ på benene til de etablerede kunstarter og publikums måde at opleve dem på. Hør blot her:
”Læse Lyrik vil Folk ikke; men høre den vil de. Musik vil Verden – Toner – en Vise – Ord, der hurtigt fænger, griber, flagrer bort og efterlader en Stemning” (…) ”Tiden er ikke Bogstavernes, men Ordets og Sangens.”
Det er pudsigt, som tendenser kommer igen.
’Ti Aar’ udkom i Danmark 1891, ’Rundt i Norge’ kom i Norge 1892 og er ikke udkommet i Danmark før nu. De to bind er tekstkritiske udgaver, hvor studielektor, cand.mag. Sten Rasmussen har kigget de tidligere udgaver grundigt efter i sømmene. Han har forsynet de nye bøger med blandt andet et glimrende efterskrift og ordforklaringer, så de både kan anbefales til opgavebrug og samtidig er guf for klassikerelskere.
Brugernes anmeldelser