Porcelænskvinden

Lille, skrøbelig roman, hvor spøgelser og fantasifostre manifesterer sig for rengøringsdamen Marthe, som tydeligvis har – hvis ikke spøgelser – så i hvert fald skeletter i skabet.  

Det er den 30. april 1991. På Kunstindustrimuseet i Bredgade i København går kvinden Marthe rundt. Hun er rengøringsdame på stedet, og hun nyder sine daglige runder blandt de udstillede kunstgenstande fra forskellige perioder. Især er der nogle bestemte figurer, der har hendes bevågenhed – og specielt en porcelænsfigur af en ung kvinde. Netop denne dag har Marthe en fornemmelse af at noget særligt vil ske - og det får hun helt ret i.

Det bliver ret hurtigt klart for læseren, at Marthe er åben overfor andre verdener, og derfor accepterer man nemt, at porcelænskvinden manifesterer sig for Marthe på denne dag. Det samme gør en lille, syg pige samt en uhyggelig sanger, som Marthe opdager på scenen i Grønnegården, til hvilken hun har udsigt fra museet. De tre spøgelser viser sig at have en fælles, ulykkelig historie, som i løbet af dagen åbenbares for Marthe.

Finessen ved det hele – og dét, der gør romanen særligt interessant i denne læsers øjne – er, at Marthe tilsyneladende selv bærer på en historie, som svagt spejler sig i porcelænskvindens. Det kommer ikke fuldstændigt til udtryk, hvad det er, Marthe fortrænger, men man fornemmer, at hun søger efter at finde ro omkring dette unævnelige. I forlængelse heraf bliver det let at argumentere for, at Marthes oplevelse med den levendegjorte porcelænskvinde – hendes syner, om man vil – er fremkaldt af hendes egne minder og oplevelser. Ét er i hvert fald sikkert: Marthe bryder sammen efter mødet med porcelænskvinden. Hendes kolleger ”vækker” hende, da de finder hende sammensunket på gulvet næste morgen – ved siden af en knust porcelænsfigur!

Der er rigeligt med stof til de analyse-lystne at hente i denne lille, fine debutroman, som samtidig vidner om sproglig sikkerhed fra Annegret Friedrichsens side.