Indkredsning III

Tillers Indkredsnings-trilogi er det bedste litterære spejl, jeg har set mig selv igennem i meget lang tid - et nybrud i selvudleveringslitteraturen.

I tredje bind af Carl Frode Tillers Indkredsning møder vi endelig omdrejningspunktet for hele indkredsningen og trilogiens hovedperson David, den mystiske mand, som vi gennem læsningen har længtes efter endelig skulle få sin egen stemme. Men inden vi når så langt, skal vi først høre fra Davids jævnaldrende, rigmandssønnen Marius, der, uden nogensinde at have mødt David, ved utroligt meget om mysterierne i hans liv. Og fra ekskæresten Susanne, der efter sine oplevelser med David er blevet en vred feminist, og som gennem bearbejdningen af sin tid sammen med ham forandrer Davids liv uigenkaldeligt.

Opskriften i Marius og Susannes afsnit er den samme, som læseren er blevet fortrolig med gennem Indkredsning I og Indkredsning II . Kapitler, der skiftevis er beskrivelser af deres hverdagsliv i 2006 og breve, de skriver til David. Breve, som bringer os tættere og tættere på en forståelse af den flimrende hovedperson, der, jo flere beskrivelser man får af ham, mere og mere undviger en klar karakteristik. Men i lige så høj grad handler Marius og Susannes afsnit, som de øvrige fortællere i trilogien, om deres egen forståelse af sig selv.

Man bliver som læser efterhånden virkelig træt og frustreret over fortællernes evige offerposition, retfærdiggørelse af sig selv, og for at være ærlig, er man også ved at være ret træt af David. Men det helt geniale ved Tillers fortællestil er, at bedst som man sidder og overvejer, om det overhovedet er værd at gennemføre læsningen for at finde frem til kernen af mysteriet David, så serverer forfatteren en totalt uventet oplysning, der katapulterer og forandrer hele oplevelsen af ham. En oplysning, der får læseren til at se alle brevene og fortællingerne i et helt nyt lys.

Som Marius et par gange pointerer i sine breve til David: ”Det at blive lykkelig handler meget om at vælge de rigtige punkter at se og forstå sit liv ud fra .” De enkelte fortællere vælger netop deres punkter at se deres egne og Davids liv fra, nedslag i hans liv, som ikke stemmer overens med Davids selvopfattelse, og som derfor egentlig slet ikke har indkredset ham for os som læsere.

Tillers trilogi er et fantastisk nybrud i selvudleveringslitteraturen. Teksten rammer mig på min forfængelighed, afslører hvilke strategier jeg bruger til at retfærdiggøre mig selv, og hvilke punkter jeg udvælger til at rammesætte fortællingen om mit liv. På den måde bliver jeg i læsningen af Indkredsning I, II og III konfronteret med min egen utilstrækkelighed, de små løgne og selvbedrag, jeg tyr til for at retfærdiggøre mine handlinger og følelser, samtidig med at jeg præsenteres for et ærligt og mangefacetteret billede af Nordnorges historie og forskellige samfundslag fra 1970 til i dag. Det er ypperligt skrevet, og jeg vender hele tiden næste side i håbet om at forstå lidt mere - om David, om fortællerne og om mig selv.

Carl Frode Tillers Indkredsning er, på trods af at jeg næsten ikke kan rumme mere selvynk og forvanskning af fakta fra fortællernes side, det bedste litterære spejl, jeg har set mig selv igennem i meget lang tid.