Femten år - det revolutionære forår

Paula gennemskuer sin families livsløgne i blændende smuk roman om en ung piges spirende selvstændighed og oprør.

Vigdis Hjorth har skrevet endnu en roman om familierelationer, tabuer og forstillelse. Trods tematiske ligheder er der en anden stemning i Hjorths nye roman, der bringer læseren ind i en følsom ung piges verden, fra hun er cirka 10 til 15 år, og beskriver hendes udvikling fra barndom til ungdom i en både smertefuld og frisættende løsrivelse fra familiens normer og polerede virkelighed. Det er en meget rørende, stille og klog fortælling om den afgørende tid, hvor et selvstændigt menneske dannes.

Paulas trygge barndomsverden rystes, da hun finder morens breve til mormoren, der beskriver deres gode familieliv. Løgnene står i kø i brevenes beskrivelser af farens strålende karriere og søsterens perfekte sang og skolegang. Familiens udfordringer skrives om til en idyllisk fremstilling af livet, som chokerer Paula, der ikke begriber, hvorfor moren lyver. Samtidig bliver hun opmærksom på familiens intetsigende samtaler, trivielle gøremål og uambitiøse drømme om en ny Audi og pletfri pigebørn.

I bedsteveninden Karens mere løsslupne og frie hjem oplever Paula et korrektiv til sin egen familie. Også den lokale præst bliver en vigtig katalysator for pigens udvikling som en god samtalepartner og det første voksne menneske, der lytter til hendes bekymringer og tanker om tilværelsen. Han guider ovenikøbet den tvivlende teenager elegant igennem konfirmationens kattepine.

Der kan være meget mere til livet og højere til himlen, erfarer Paula i ungdommens berusende og bevidsthedsudvidende år, og måske er vejen til lykke og tilfredshed at blive fri, forstå sig selv og leve et sandt liv. Det kan dog være smertefuldt, og man må træde varsomt som revolutionær, forklarer præsten hende med Henrik Ibsens ord:
”Tager du livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, tager du i samme ombæring lykken fra ham”.

Teenageren beslutter sig for at leve et ærligt og ægte liv, og verden åbner sig så stor og fin, når den ikke styrter sammen. Den unge pige vokser sig stærkere i sit opgør med familiens sminkede virkelighed og værdier. Hun fornemmer en underliggende angst hos sin familie, en smerte og sorg inde bag forstillelsen, og hun vil forsøge at omvende dem. Paula vil missionere med sandhed og åbenhed.

Vigdis Hjorth formår endnu engang at fremstille eksistentielle problemstillinger, så det gør ondt, men med en karakteristisk humor, der kendetegner forfatterskabet. Hovedpersonens indre monologer løftes af poetiske naturbeskrivelser, der kædes elegant sammen med hendes udvikling, akkurat som i Hjorths forrige roman Er mor død. Der er dog ingen store svigt på spil i denne roman, der fremstiller det almindelige liv og barnets opdagelse af alt det, de voksne (ikke) fortæller, når de lyver for sig selv og hinanden.

Romanen foregår i en tid før smartphones og sociale medier, hvor løgnene blafrer i brevform, og teenagere har stunder til at kigge ud i luften og tale med præsten om Kierkegaard og Ibsen. Verden af i går velsagtens, men verden ifølge Vigdis er universel, berigende og livskraftig som en femtenårig på en god dag.